Unge skal ikke drikke ved bordebænkesæt

Unge skal ikke drikke ved bordebænkesæt
Arkivfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 8. april 2025 • 05:30
Af:
Amar Dlakic
kommentator
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 8. april 2025 • 05:30

Tryghed.

 

Jeg synes, at vores samfund fejler, når unge ikke har et trygt sted at gå hen, og derfor er nødsaget til at drikke ved bordbænkesæt et eller andet afsidesliggende sted.

Samfundet svigter, og værre endnu så svigter forældre, når de skælder deres teenagere ud for alkoholindtag uden at give dem bedre alternativer. Pudsigt nok er det ofte børn, der fra en tidlig alder får kendskab til alkohol gennem deres forældres alkoholvaner, når de har fået et glas rødvin til aftensmaden.

Væk fra hverdagens trivialiteter

Alkohol er en måde, hvorpå unge kan forsvinde væk fra hverdagens trivialiteter og ensartethed.

De unge døjer ligesom så mange andre grupper i samfundet med en palet af problemer. Det skal vi respektere og lytte til.

Man kan til tider tro, at de unge måske ikke i tilstrækkelig grad bliver lyttet til, hvorved deres behov ikke opfyldes. Det er tumult at skulle kaste sig selv ud i en ny sportsgren eller et andet fællesskab, når man rammer 15/16-alderen, fordi enten er alle rigtig gode venner med hinanden, og derved ekskluderes man på det relationelle plan.

Ellers er der et spillemæssigt/dygtigheds-skel, som medfører, at man bliver overspillet hver gang. Med det i mente, så kan man forestille sig, at mange unge vælger ølflasker og sprut fremfor den ”svære” vej.

Ovenikøbet vælger man at lukke ungdomsklubtilbud, og fritidsaktiviteter minimeres, og derved tvinges de unge ud i, at de i endnu højere grad selv skal søge efter sunde fællesskab og alternativer.

Ikke afskaffes

Jeg er ikke fortaler for, at alkohol skal afskaffes totalt fra ungdomskulturen. Den er en integreret del, og den kan ikke afskaffes totalt.

Dog mener jeg, at alkohol ikke nødvendigvis skal være omdrejningspunktet for alle sociale sammenslutninger. Ligeledes skal rammerne for alkoholindtag, og alt der nu engang følger med, være mere trygge for de unge.

Fulde unge mennesker skal ikke gå alene nede ved vandkanten eller fryse udenfor klokken to om natten, fordi de ingen steder har at gå hen.

Ikke andre muligheder

15-årige bliver slæbt ud af natklubberne, fordi de er mindreårige, cafeerne er dyre og de steder, hvor de kan komme ind, kræver en halv ugeløn i entré.

Det er ikke retfærdigt.

Unge mennesker i den alder er eventyrlystne, og de vil prøve grænser af, men deres rejse mod de voksnes rækker skal ikke være en god forretning. Unge mennesker er mere end endnu en måde at tjene hurtige penge på.

Vi kan godt blive ved med at lade, som om problemet er, at unge drikker. Men sandheden er, at problemet er, at de ikke har andre steder at gå hen – steder, som ikke nærmest implicit tvinger de unge til at drikke.

Amar er en af Tidendes faste kommentatorer. Han går på Campus Bornholm, er formand for Bornholms Ungeråd og aktiv på mange områder


 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT