KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / Mandag 22. december 2025 • 05:30

TV2 Bornholm – en livline for ældre bornholmere

TV2 Bornholm – en livline for ældre bornholmere
Formand Steen Thomsen har på vegne af Ældre Sagen Bornholm skrevet til TV2 Bornholms bestyrelse. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Ældre Sagen har skrevet til TV2 Bornholms bestyrelse.

Debatten om fremtidens TV 2-regioner er i fuld gang. En ny rapport fra det udvalg, som Kulturministeriet har nedsat forud for næste medieforlig, foreslår, at TV 2 Bornholm mister sin selvstændighed og indlemmes i en sjællandsk region.

Hos Ældre Sagen Bornholm ser vi med stor bekymring på den udvikling – for vi ved, hvor vigtig den lokale tv-station er for øens borgere, ikke mindst de ældre.

Vi bliver flere ældre – og har brug for nærhed

Vi bliver i Danmark, og dermed også her på Bornholm, flere og flere ældre. Og vi har brug for medier, der er tæt på, som kender vores hverdag og taler til os på en måde, som vi kan følge med i.

TV 2 Bornholm gør netop det. De er til stede på flow-tv, som mange ældre stadig foretrækker, og deres hjemmeside er enkel og uden tekniske barrierer som login. Det er afgørende i en tid, hvor digitalisering ofte skaber afstand for dem, der ikke er digitale superbrugere.

TV2 Bornholm er fortsat til stede på flow-tv, som mange ældre stadig foretrækker, påpeger Ældre Sagen. Arkivfoto: TV2 Bornholm
TV2 Bornholm er fortsat til stede på flow-tv, som mange ældre stadig foretrækker, påpeger Ældre Sagen. Arkivfoto: TV2 Bornholm

Lokal forankring skaber tryghed og fællesskab

TV2 Bornholm har dokumenteret den stærkeste kontakt til sin målgruppe af alle TV 2-regioner.

Det skyldes, at journalisterne bor her, kender øen og forstår de lokale problemstillinger. Når vi ser kendte ansigter og hører om lokale begivenheder, så styrkes følelsen af fællesskab og meningsfuldhed. Det forebygger ensomhed – en udfordring, som vi ved er stor blandt ældre.

Danmark har brug for et stærkt Bornholm

Bornholm ligger ikke i udkanten, men i forreste linje mod øst. Et robust Bornholm kræver stærke lokale medier, der giver sammenhængskraft, oplysning og nærvær – på tværs af generationer. Bornholm er tidligere blevet efterladt og “glemt” af det øvrige Danmark, og det må ikke ske igen i en tid, hvor truslen fra øst atter banker på.

Danmark står stærkere, når Bornholm står stærkt.

Modernisering ja – men ikke på bekostning af nærhed

Vi anerkender behovet for modernisering, men centraliseringen går for langt. Hvis TV2 Bornholm mister sin selvstændighed, så mister vi en livline til samfundet – og en vigtig stemme for de ældre.

Bornholm skal ikke fjernes fra Danmarkskortet – hverken symbolsk eller reelt. Et selvstændigt TV2 Bornholm er garant for lokal identitet, sammenhængskraft og demokratisk deltagelse.

For de ældre betyder det tryghed, fællesskab og adgang til information uden digitale barrierer.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT