Skribenten, Joan Prahl, er formand for FH på Bornholm. Foto: FH Bornholm
Af: Joan Prahl Formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Bornholm
Ved du hvornår du kan gå på pension?
Jeg møder ofte mennesker, der elsker deres arbejde – men som ikke kan se sig selv i det, når de runder de 72, 73 eller 74 år. Og jeg forstår dem godt.
For uanset, hvor meget man brænder for sit fag, så slider det at stå i butik, køre ambulance, undervise, gøre rent, skifte ble eller stå med hænderne over hovedet hele dagen.
Det er ikke realistisk, at man kan blive ved, til man fylder 72 eller 74 år - og dog er det præcis dér, vi er på vej hen.
Vi må gøre noget
Hvis ikke vi gør noget nu, så fortsætter pensionsalderen med at stige i et alt for højt tempo.
Det betyder, at unge i dag først kan trække sig tilbage i en alder, hvor de risikerer at være alt for nedslidte – både fysisk og mentalt.
Det er ikke bare uretfærdigt. Det er også farligt for sammenhængen i vores samfund.
En forudsigelig tid
Vi står midt i en ny og uforudsigelig tid. Vi skal investere massivt i vores fælles forsvar og håndtere kriser, der kalder på store politiske valg. Men det er helt afgørende, at vi ikke lader regningen havne hos dem, der i forvejen løfter de tungeste opgaver i samfundet.
Danmark skal stå stærkt. Men det kræver, at alle bidrager – også dem med de bredeste skuldre. Vi må og skal sikre tryghed i arbejdslivet. Det betyder, at vi skal have ret til at trække os tilbage med værdighed.
Det betyder, at vi skal fastholde ordninger som Arne- og seniorpension – og udvide dem, hvis vi kan. Og det betyder, at vi skal sikre et arbejdsmarked, hvor man kan holde til et langt og godt arbejdsliv uden at blive slidt ned.
Tryg pension i utryg tid
Derfor lancerer FH nu en kampagne om tryg pension i en utryg tid.
På pensionsalder.dk kan du se, hvor gammel du skal være, før du kan trække dig tilbage – hvis vi ikke ændrer kurs nu.
Jeg håber, at så mange som muligt vil dele siden og være med til at lægge pres på Christiansborg.