Sæt dem til at styre kommunen

Sæt dem til at styre kommunen
Jacob og Rasmus Lund har skabt en imponerende forretning i den bornholmske turisme. Pressefoto
LEDER | DEBAT | 2. JUL • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 2. JUL • 05:30

De sælger ikke bare ferieophold. De sælger Bornholm. Hver gæst lægger penge hos restauranter, attraktioner, butikker, færger, museer og caféer, og ringene breder sig langt ud over brødrene Lunds egne regnskaber.

Mangel på arbejdspladser. Affolkning. Lukning af børnehuse. Og biblioteker. Midt i de kedelige historier er der lokale virksomheder, som bliver drevet til perfektion med forbilledlig styring og entusiasme.

Brødreparret Jacob og Rasmus Lund har sådan en virksomhed. De har gennem mange år bygget en forretning op og gør sig i at give vores turister store oplevelser. De laver penge på handel, udlejning, management og administration med fast ejendom, og det gør de godt.

Egenkapitalen i Familie Ferie Bornholm ApS, som deres selskab hedder, har nu en egenkapital på 266 millioner.

Wauw!


Overskriften med opfordringen til, at de nu også skal styre kommunens økonomi, er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men hvor er det dog inspirerende for os allesammen, når nogen lykkes i sådan en skala.

Succes kommer jo ikke af sig selv. Den er et resultat af årtiers arbejde, risikovillighed, investeringer og evnen til at navigere i den branche, man har valgt. Og så en ukuelig vilje til at blive blandt de bedste inden for feltet.

Vi kan have en tendens til at misunde dem, der rent faktisk når dertil. Det er menneskeligt lettere end at anerkende en stor præstation, men brødrene Lund kommer frem i verden med en ydmyghed, der gør det let at holde af dem. At være stolt af dem.

Når vores lokale virksomheder på den her måde skaber omsætning, arbejdspladser og skatteindtægter, fortjener det mere end et skulderklap. For de gør vores samfund rigere, og i en tid med affolkning og sparekataloger er dét enormt værdifuldt.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT