Budgettet og dermed bibliotekslukningerne vedtages efter alt at dømme i aften. Men forløbet op til udstiller en proces, hvor det tilsyneladende har været vigtigere at beskytte et politisk forlig end at bruge sund fornuft.
I aften trykker et bredt flertal i kommunalbestyrelsen på knappen og vedtager endeligt kommunens budget. Dermed bliver lukningen af fem folkebiblioteker med stor sandsynlighed til virkelighed.
Det sker trods demonstrationer, massive borgerprotester og en perlerække af konstruktive råb om hjælp fra de berørte lokalsamfund. Når man har har fulgt det politiske spil op til i aften, sidder man tilbage med en følelse af, at hensynet til politisk ro i klassen har overskygget de mest åbenlyse konsekvenser.
Tag bare eksemplet fra Gudhjem. Her vil kommunen lukke og sælge biblioteksbygningen på Åbogade for at hente en forventet salgspris på 2,2 millioner kroner. Men fordi kælderen rummer havnens sejlertoiletter, risikerer kommunen i samme ombæring at skulle opføre nye faciliteter på havnen for op mod fire millioner kroner. Læg dertil, at man smider "Gudhjem Universitet" og frivillige kræfter ud af overetagen.
At sælge en bygning med et potentielt underskud på knap to millioner kroner som konsekvens virker alt andet end gennemtænkt. Og borgmesterens svar om, at man er nødt til at lukke biblioteket først, før man finder ud af, hvad det koster bagefter, understreger blot processens omvendte logik.
Og Gudhjem står ikke alene. I Svaneke rækker borgerne i 11. time hånden ud med et konkret forslag om at samtænke biblioteket med Lindehuset for at spare bygningsdrift og bevare tilbuddet. Men at lytte og gå i dialog kræver tid – og den tid vil politikerne ikke give dem.
I stedet har de seneste uger budt på politisk rygsvømning. Socialdemokratiet har bag lukkede døre afsøgt muligheden for ændringer uden at ville gå enegang, Dansk Folkeparti vil hellere skære i energiø-sekretariatet, og SF kalder det politisk "harakiri" overhovedet at røre ved aftalen.
Ingen forventer, at politikere skal rende fra indgåede forlig i tide og utide. Men når et spareforslag fremstår så uigennemført, og når borgere i Svaneke og Gudhjem strækker hånden ud med lokale løsninger, er stivsindet svært at forstå.
Aftalen stemmes nok igennem i aften. Men prisen for at holde krampagtigt fast i forliget bliver desværre betalt af lokalsamfundene.