SYNSPUNKT / DEBAT / 28. FEB • 05:30

Nye forhold for mange bornholmere

Nye forhold for mange bornholmere
Nu begynder det næste arbejde, lyder det fra Joan Prahl. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen

Endelig er der landet en ny treårig overenskomstaftale for 500.000 lønmodtagere.

Mit indtryk er, at forhandlingerne denne gang har været usædvanligt sejlivede. Den tid, som det har taget at nå i mål, vidner om, at der har været meget på spil – og at parterne har stået fast på deres krav.

Hvad er det så, der har trukket processen ud?

Først og fremmest har spørgsmålet om realløn fyldt meget. I en tid med økonomisk usikkerhed og stigende leveomkostninger har det været afgørende at sikre, at lønnen ikke udhules.

Samtidig har ønsket om en fritvalgsordning – kendt fra det private arbejdsmarked – været centralt: Muligheden for selv at vælge mellem løn, pension og frihed er et vigtigt skridt mod større fleksibilitet.

Også balancen mellem familie- og arbejdsliv har været et omdrejningspunkt. Kan vi skabe et arbejdsmarked, hvor der både er plads til karriere, omsorg og et bæredygtigt arbejdsliv? Det har forhandlerne haft for øje.

I det store hele er det lykkedes parterne at nå et resultat, der afspejler de centrale ønsker. Der må altid indgås kompromiser – man må som bekendt klippe en hæl og skære en tå – men samlet set er det mit indtryk, at lønmodtagerne kan være stolte af deres forhandlere.

Aftalens hovedpunkter:

- Lønstigninger på 6,27 procent over de næste tre år.

- En pulje på knap to procent til forbedringer i de enkelte overenskomster.

- En samlet økonomisk ramme på 9,2 procent samt en teknisk korrektion på 0,2 procent.

- En ny fritvalgsordning, der giver den enkelte mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed.

- En fritvalgsordning for medarbejdere, der i dag ikke har omsorgsdage eller seniordage.

- Mulighed for frihed ved barnets tredje sygedag samt to ekstra ugers lønnet orlov til deling mellem nybagte forældre.

- En pulje til ledere i kommunerne samt lønløft til de lavest lønnede.

- Initiativer til styrkelse af arbejdsmiljøet med fokus på forebyggelse og håndtering af arbejdsrelateret stress.

- Tiltag, der styrker overblikket over og adgangen til kompetenceudvikling – blandt andet i relation til kunstig intelligens og ny teknologi.

Aftalen sender et signal om, at den danske model fortsat står stærkt. Når parterne tager ansvar og finder løsninger gennem forhandling – også når det er vanskeligt – er det et sundhedstegn for arbejdsmarkedet.

Nu begynder det næste arbejde: at omsætte aftalen til konkret forbedring i hverdagen for de mange tusinde medarbejdere, som den omfatter.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT