SYNSPUNKT / DEBAT / Torsdag 27. november 2025 • 19:00

Nu skal I gøre, hvad I har lovet


Rønne skal udvikles.

Kære kommende kommunalbestyrelse

Tillykke med valget. Vi ser frem til, at I får virkeliggjort de gode visioner om udviklingen af øens byer og boliger, som I beskrev i jeres valgkampe. Som rønneboere lagde vi især mærke til visionen om, at det nu var Rønnes tur til udvikling. Det er på høje tid!

Derfor vil vi minde jer om samt fremhæve den nye nationale arkitekturpolitik, som blev fremlagt på et pressemøde 10. november i år. Målet er skabe levende byer med indbydende grønne byrum, bevaring af bygningsmæssig kulturarv samt fremme af bæredygtige byggerier. Den skal være en fremtidig guide til kommunerne og kan sammenfattes i otte dogmer for fremtidens arkitektur:

Dogmerne

1. Prioriter omhu og skønhed: Vi skal prioritere håndværket, det universelle design og skabe en kvalitet, som er holdbar, brugbar og skøn.

2. Vedligehold, renovér og transformer: Vi skal skabe en grundlæggende præmis for byggeriet: at vi prioriterer vedligeholdelse, renovation og transformation frem for at bygge nyt.

3. Byg cirkulært: Vi skal arbejde for bæredygtigt byggeri. Vi skal fremme cirkulære metoder og biogene materialer.

4. Skab plads til natur i byerne: Vi skal have natur og biodiversitet i vores bymiljøer og styrke menneskers naturfølelse og rekreation.

5. Styrk helhedsorienteret arealplanlægning: Danmarks areal er under pres, og vi skal gentænke vores arealplanlægning. Vi skal arbejde for at fortætte og skabe liv i byerne og give plads til natur og biodiversitet.

6. Dyrk lokale værdier og kulturarv: Vi skal udvikle vores byer, landsbyer og landdistrikter med forståelse for den lokale kulturhistorie og byggeskik og bygge videre på de stedsspecifikke værdier.

7. Skab mangfoldige boligtyper: Vi skal have flere bud på muligheder for et attraktivt boligliv, for eksempel med færre kvadratmeter, mere fælleseje, tættere på natur med videre.

8. Prioriter ny, forpligtende koordinering: Vi skal prioritere forpligtende og faciliterende samarbejde på tværs af kommuner, offentlige og private aktører og andre relevante parter for at skabe mulighed for hurtig omstilling.

Mere information

På Kulturministeriets hjemmeside kan yderligere information hentes. Dogmerne er helt i tråd med Rønne Byforenings formål, og vi samarbejder gerne med jer om Rønne bys fremtidige udvikling.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT