Når strømmen går, sætter troen ind

Det handler om tillid.

Det er mærkeligt med sådan en strømafbrydelse.

Jeg sad ved mit skrivebord i Nylars og arbejdede på en liturgi, da strømmen gik. Det første, som jeg bemærkede, ud over at lyset gik, var, hvor stille der blev. Ingen susen fra radiatorerne, ingen brummen fra affugteren i kælderen. Bare helt stille. Og computeren var lige ved at løbe tør for strøm, så den gik hurtigt ud, midt i en mail til en kollega.

Det gjorde ikke det store

Det var godt at opdage, hvordan det først egentligt ikke gjorde det store.

Der faldt vinterdagslys ind ad det store vindue på kontoret, så jeg kunne læse og skrive, som jeg havde planlagt, og med endnu mere arbejdsro end normalt. Det var fredfyldt og lidt som at træde ind i verden igen, tilbagevendt fra en årelang digital udlændighed. Tilbage til dagslyset og det, hånden kan, og de fysiske ting foran én som arbejdsredskaber.

Jeg måtte skrive dagsordenpunkterne til menighedsrådsmøde i hånden, mens jeg ærgrede mig over ikke at have fået indkøbt ordentligt linjeret brevpapir og konvolutter – og så på cyklen hen til kassererens postkasse.

Men telefonen og mobilnettet fungerede stadig sådan nogenlunde. Og inde på elselskabets hjemmeside var Bornholm markeret med en stor rød cirkel og et rødt lyn. Hele øen dækket af rødt.

Beredskab

Der går en beredskabslavine i gang. Hvad er det nu, vi kan, og hvad er det nu, vi ikke kan? Vand? Lys? Varme? Op ad trappen for at trække alle gardinerne for, hvis nu der virkelig ikke kom strøm før klokken 21, så der kunne holdes lidt varme inde at lægge børnene til at sove i.

Og så gik tankerne afsted udad. Hvordan med det ene barn i børnehaven – har de alt, hvad de skal bruge derovre? Hvordan med det andet i skolen – har de det ok derinde? Skulle man måske hente før? Eller er det bedst at lade alt være mest muligt normalt, så de ikke opdager, at situationen er usædvanlig og lidt urolig? Og hvad med de ældre, man har ansvar for – har de, hvad de har brug for?

'Det lille hus på Prærien'

Hvis man har læst nok af bøgerne om ”Det lille hus på prærien”, så er der også en lille hemmelig glæde ved, at der opstår sådan en nødsituation.

Der er en spænding, når det skal stå sin prøve, om man virkelig kan klare sig med det, som man har.

Det er kun spændende indtil et vist punkt, og det er ikke sjovt, hvis man er en virksomhed, der taber penge, eller et sygehus, der er nervøs for strømmen til livsvigtige maskiner. Men hjemme kan det godt, oven i den dirrende uro, føles som en leg, som man kan være god til.

Jeg forberedte konfirmandundervisningen i min store blå notesbog og pakkede dadler og gulerodsstave ned som snacks til konfirmanderne, når nu vi ikke kunne optø bollerne fra fryseren. Passende nok skulle vi tale om ”tro” – hvad er tro?

Hvad er tro?

Hele situationen med strømafbrydelsen, som de også havde oplevet i skolen, viste sig at være et godt billede at tage fat i for at prøve at indfange, hvad tro er? For der er meget tro på spil, når strømmen går, viste det sig.

Først er der øjeblikket, hvor lyset slukker. Der må man tro på, at allerede fra dét øjeblik er der nogen, der er i gang med at tage sig af det, som finder ud af, hvad det skyldes, og arbejder på en løsning. Lige så snart, der bliver meldt noget ud gennem myndigheder og medier, så sætter tilliden ind.

For vi har brug for at have tillid til, at den information, som vi får om situationen, stemmer overens med virkeligheden. Vi stoler også på, at der kommer en løsning, selv om vi ikke ved hvornår. Men krisens afslutning overlader de fleste af os i nogle andres hænder.

Indtil da er der så vores opgave: at prøve at blive ved med at gøre det, vi var i gang med – det, vi skal – og eventuelt hjælpe nogle andre imens.

Tillid

Ja, sådan en strømafbrydelse er et godt billede på tro: at vi har en tillid til, at der er én, der udreder trådene for os – kæmper vores kampe for os - mens vi gør det, vi skal i vores liv og hjælper vores nabo.

Og afslutningen, den ved vi jo ikke, hvornår kommer, men vi har tillid til, at det nok skal blive godt. Indtil da kan man jo godt nyde, at lyset falder så smukt ind ad vinduet og lader én se, hvad man har med at gøre i livet.