KØB ABONNEMENT
LEDER / DEBAT / 6. OKT • 05:30

Når store visioner skydes til hjørne

Når store visioner skydes til hjørne
Planerne om et vandkulturhus her på Nørrekås er efter alt at dømme droppet for nu. Foto: Klaus Holsting

Det er fuldt forståeligt, at folkene bag vandkulturhuset opgiver. Men at lappe på Rønne Svømmehal i ti år mere løser ikke det grundlæggende problem.

Man forstår godt, at bestyrelsen bag Foreningen Bornholms Vandkulturhus nu kaster håndklædet i ringen.

Efter otte års arbejde, utallige møder og adskillige stregtegninger må formand Thomas Bay Jensen og resten af ildsjælene konstatere, at tiden simpelthen ikke er til det. Fondene tøver, og kommunen har skubbet sine afsatte 30 millioner kroner foran sig fra det ene budgetforlig til det næste.

Man forstår for så vidt også godt den politiske fristelse. Den økonomiske virkelighed i regionskommunen er ekstremt trængt, og når der skal findes besparelser på velfærden, gør det det endnu mere tillokkende at udskyde et dyrt anlægsprojekt som et vandkulturhus. Det er en nem kasse at hente luft i her og nu.

Men det ændrer ikke på, at det er historien om endnu en stor ambition i Rønne, der bliver overhalet af virkeligheden. Et andet lysende eksempel er Dams Gård på Store Torv, som i årevis har været pakket ind i fine løfter, men konstant skydes til hjørne og ender i den politiske syltekrukke.

Selvfølgelig kan man diskutere placeringen af et vandkulturhus på Nørrekås. Bølgerne har gået højt i debatten, og holdningerne til projektet har været mange. Men uanset hvad man mener om placeringen, projektet eller hvorvidt pengene kan bruges bedre, er faktum, at vi står tilbage med et uafklaret og voksende hul.

Ideen udsprang nemlig af en meget konkret udfordring: Rønne Svømmehal har en udløbsdato, der nærmer sig hastigt. Politikernes svar har i det seneste budgetforlig været at afsætte penge til at renovere den eksisterende hal, så den kan holde fem til ti år mere.

Det kan have en klang af symptombehandling. Det er at lappe på et gammelt tag frem for at bygge nyt, og det køber os kun tid. Om ti år står vi nøjagtigt med det samme problem – blot med den forskel, at ti års grundigt forarbejde, fondskontakter og frivillige timer kan være smidt i papirkurven.

Selvom kassen er tom, er det dræbende for det lokale engagement, når store projekter syltes igen og igen. Vandkulturhuset er opgivet for nu, men udfordringen i Rønne Svømmehal forsvinder altså ikke, bare fordi man skubber problemet ti år ud i fremtiden.

Det er historien om endnu en stor ambition i Rønne, der bliver overhalet af virkeligheden








FÅ ABONNEMENT