Udsat for lidt større projektører blotlægger Löfvens kranke skæbne en kæmpemæssig forskel på hans og hans danske kollega Mette Frederiksens måde at lede en regering. Hvor Mette Frederiksen går op i kontrol som ingen dansk statsminister siden Anders Fogh Rasmussen har gjort, har Stefan Löfven netop mistet magten på med åbne øjne at slippe kontrollen.
Den store furore i Sverige er udløst af, at Löfven og hans regering har accepteret, at svenske lejeres husleje snart kan stige mere frit og ureguleret end hidtil. Sådan en aftale indgik den svenske regering med to borgerlige partier, selvom man glimrende vidste, at det ville være en rød klud for samarbejdspartneren Vänsterpartiet, der her i landet er søsterparti til Enhedslisten. Vänsterpartiets leder Nooshi Dadgostar har været særdeles aktiv i den svenske boligretsbevægelse, og før hun kom i Riksdagen, demonstrerede hun såmænd foran selvsamme Riksdag mod lige netop højere husleje.
Kan man se Mette Frederiksen i et lignende træk, så ser man syner. Hendes hang til kontrol fører helt modsat til, at regeringens embedsapparat netop nu i vidt omfang bliver skiftet ud med socialdemokrater på en måde, der er udansk og farlig. Peter Juel-Jensen overdrev ikke, da han dybt bekymret gennemgik den sag på Venstre Bornholms generalforsamling i forrige uge.
Sådan er der forskel på Danmark og Sverige. Men kunne Stefan Löfvens uforståelige politiske selvmord inspirere Mette Frederiksen til at holde mindre stramt om tømmerne, vil Löfvens fald ikke have været forgæves.