Leder: Den største statsminister er død

LEDER

Man skal lede længe for at finde nogen særlig kobling til Bornholm for tidligere statsminister Poul Schlüter (K), der i fredags afgik ved døden i den flotte, fremskredne alder af 92. Sandt at sige findes den ikke. Da Schlüter for snart tre år siden aflagde, hvad der skulle blive sit sidste besøg på Bornholm, var det også det første i næsten 30 år. Han besøgte Oluf Høst Museet og Bornholms Kunstmuseum for lige at få den krølle helt parkeret.

Og modsat: Ved bare lidt nærmere eftertanke var Poul Schlüter af enorm betydning for Bornholm. For Bornholm er ufravigeligt en del af Kongeriget Danmark, og var Schlüter ikke trådt til som statsminister, må man se den skrækvision for sig, at Bornholm lige så vel kunne være sunket i havet. En ringe trøst havde det været, at vi dér havde fået følge af resten af nationen.

Poul Schlüter overtog et morads, et fallitbo af et land i september 1982. Før ham havde Anker Jørgensens regeringer penduleret frem og tilbage i skiftevise forsøg på at få styr på udlandsgælden, arbejdsløsheden og betalingsbalancen, kun for aldrig at få styr på nogen af de tre. Danmark var i sin mest sørgelige forfatning og mest kritiske tilstand siden krigen, da Poul Schlüter tog over.

Poul Schlüter er den største, landets med afstand største og vigtigste statsminister i efterkrigstiden.

Var man ung dengang, kunne man mestendels ikke lide Schlüter. Vi hylede og peb og forsøgte at forbande ham væk, helt ubelastet som de fleste af os var af nogen reel viden om landets dybt alvorlige situation. Og selvfølgelig gjorde det ondt, men Schlüters eneste alternativ havde været noget andet, der også havde gjort ondt.

Den enorme bedrift at rette Danmark op igen står som Poul Schlüters mest gængse eftermæle. Men som om det ikke var stort nok i sig selv, trækker Schlüters rekordlange 10 år og fire måneder som landets statsminister faktisk også stadig helt konkrete spor nu 30 år inde i den lange periode af velstand, som hans ledelse af landet gjorde mulig og lagde grunden til. De arbejdsmarkedspensioner, der sikrer de fleste af os i dag, blev indført af Schlüter. Det samme gælder fastkurspolitikken: I første omgang en hjørnesten i at dreje Danmark væk fra undergangskursen, men heller aldrig afveget siden. Storebæltsforbindelsen blev også vedtaget under Schlüter, og listen er længere endnu.

På andre måder er dansk politik i dag drejet væk fra den kurs, der var hans. Tonen er hårdere, og konflikt fylder betydeligt meget mere, end Poul Schlüter brød sig om. Han var altid en samarbejdets mand, og i hans sidste år bekymrede det ham, at han måtte minde om, at intet parti kan regere Danmark alene, og at man altid må optræde ordentligt, ”for man ved aldrig, hvem man skal samarbejde med næste gang”. Samme grundidé fik ham en gang til at love sine egne konservative ministre, at lagde de sig nogensinde ud med regeringens støttepartier, så ville Schlüter holde med støttepartierne. Dybt alvorligt ment viser sådan en bemærkning også det lune, der desuden var en del af varemærket.

Det er ikke bare en af de største, som Danmark snart siger et sidste farvel til. Poul Schlüter er dén største, landets med afstand største og vigtigste statsminister i efterkrigstiden, ja vel faktisk i hele historien. Kan man mene noget andet, er man ikke vokset ud af firserne, og er man ikke det, befinder man sig ikke noget rart sted. Hvil i fred, Poul Schlüter. Tak for alt.