Flere har sikkert ment, at udbyttet af en sådan funktion nok mest var at anse som ’fugle på taget’. Men erfaringerne fra en sådan funktion 2017-2019 viste, at der blev hentet mere end 40 mio. kr. til kommunens drift og udvikling fra statslige puljer, private fonde og EU-programmer.
Også aktuelle erfaringer understøtter mulighederne for markante indtægter. I 2021-2023 er det lykkedes for Beof, Bofa, Rønne Havn, Campus Bornholm og Destination Bornholm alene i EU-støtte at hente mere end 100 mio. kr. til deres drift og udvikling.
Næsten halvdelen af midlerne er bevilget til udviklingen af energiøen med Baltic Energy Island som det bornholmske erhvervsfyrtårn.
Det er ikke ligetil at hente sådanne EU-tilskud, men kræver medarbejdere med de rigtige kompetencer. Beof og Bofa er eksempler på, at det er muligt.
En central fundraiserfunktion kan tilføre kommunens centre de ekstra kompetencer og ressourcer, der skal til for at hjemtage EU-midler. Det gælder på velfærdsområderne med udsatte børn og unge, ældreplejen og velfærdsteknologi, ligesom det gælder de tekniske områder som havne, bustransport og klimatilpasninger.