Kæmp i hverdagen for det bornholmske sprog

Sproget er kultur og identitet

Dialekternes uddøen er en meget trist udvikling. For med det forsvinder også en verden, en identitet og en kultur. Det gælder også bornholmsk eller borrinjholmst, som sproget rettelig hedder (ja, med t til sidst og ikke med k).

I min barndom i 70'erne og 80'erne var bornholmsk almindeligt at tale blandt unge. Det forsvinder nu i disse år, kan jeg forstå på de fastboende, der følger udviklingen tættere end jeg selv. Samfundet, skolen og forældrene insisterer på rigsdansk, og det er ikke så underligt, når centraladministration og medierne har ført total krig mod de danske dialekter i et par århundreder.

'Bondsk'

Der er stadig bornholmere, der kan berette fra deres skoletid i 1960'erne og tidligere, hvordan deres lærere irettesatte deres ”bondske” tungemål. Sådan er det ikke længere, men skaden er sket.

Der er for længst plantet et skidt frø, der entydigt fastslår det underlige synspunkt, at dialekt vil sige bornholmsk er de uuddannedes, amatørernes, folk på landets og de ældres sprog. Det er tilsyneladende ikke værd at lære. Nogle mener endda at dialekt giver en et egentlig handicap, når man senere skal studere og finde kammerater ”ovre”, hvor de andre bare griner af en, når man taler det sjove, mærkelige og syngende sprog fra den vestlige del af Østersøen.

'Skifte-knappen'

Jeg har egentlig ikke selv oplevet nedgørelsen fra ”vestdanskere” - det vil sige de, der bor på anden anden side af Østersøen.

Det er mere end forundring, når de opdager mit bornholmske, fordi jeg i kraft af en københavnsk far, altid har kunnet skifte mellem sprogene (det sker som oftest, når jeg er træt og/eller selv ved indtag af moderate mængder af alkohol).

I gymnasiet begyndte jeg endda i en kort periode at tillægge mig ”Rønne-fint” - sikkert for at distancere mig fra min ”landlige” baggrund som opvokset i Nexø. Totalt latterligt! I dag kunne jeg aldrig drømme om at tale ”Rønne-fint”, med mindre at jeg i et muntert selskab parodierer salig Mogens Glistrup, som nu kun folk over 40 år kan huske.

Da jeg som soldat i Slagelse for mange år siden tog ordet i en foredragssal, så begyndte 150 mand spontant at grine. For åbenbart havde jeg glemt at slå ”skifte-knappen” til. Pludselig kendte alle til ”bornholmeren” i kompagniet. Den oplevelse er der nok mange unge, der helst vil undgå. Det er ikke altid rart at skille sig for meget ud.

Den anden grøft

Med tiden er jeg dog gået i modsat grøft. I øvrigt inspirereret af min gamle ven, tidligere minister Søren Pind, der igennem alle årene altid har insisteret at tale bornholmsk i vores telefonsamtaler.

Efter at de gamle i familien er borte, så har han ikke bare vedligeholdt, men også skærpet min interesse for det sprog, som er og bliver mit modersmål. Bornholmsk var det sprog, som min mor talte med sine egne forældre, og det var jeg så heldig også at lære fra barnsben.

I mit arbejde som politisk kommentator styrer jeg så vidt muligt efter min gamle chef på Christiansborg, tidligere minister Niels Anker Kofoeds, tommelfingerregel om altid at tale bornholmsk, når han stillede op til interview med de bornholmske medier.

Det insisterer jeg også på, selv om at det ikke er alle, der omfavner det synspunkt lige hjerteligt. Her vil jeg dog gerne fremhæve DR Bornholm, som altid er glade for bornholmsk tone i radioen.

Favorit

Min egen favorit på radioen er naturligvis den bornholmsktalende vært Kjeld Olsen, som i særlig grad er en fornøjelse at blive interviewet af.

Det er faktisk en befrielse at kunne føre en samtale på sit eget modersmål. Jeg var derfor meget glad på Kjelds vegne, da DR sidste sommer fortjent tildelte ham DR's Sprogpris – i øvrigt indstillet af sine rigsdansktalende kolleger. Det var et smukt øjeblik, da han fik overrakt prisen midt i en udsendelse på Allinge havn under Folkemødet. Det var også en erklæring fra DR's side om, at krigen mod dialekterne er forbi. I dag understøtter og belønner DR deres dialekttalende værter. Mere af det!

'Optimeringshensyn'

Ind i mellem har jeg dog oplevet bornholmere, både førte og fødte, der rynker på næsen af, at jeg insisterer på at tale dialekt. Enten så er mit bornholmske for ”kunstigt” eller også – og det er en mærkværdig indvending – så tager bornholmsk længere tid end rigsdansk.

Altså vi er ude i, at bornholmsk tunge skal bortrationaliseres af optimeringshensyn!

I en tid, hvor Bornholm helst skal leve af at skille sig ud med egen kultur, identitet og produkter, så går opgaven da tværtimod ud på at fremavle alt dette - også ved at tale, ja ligefrem at dyrke bornholmsk sprog.

TV2 Bornholm skal derfor have kæmpe-ros for deres quiz-program ”Sprogblomster”, der netop trækker i den retning. Måske TV2 mindst én dag om ugen kunne lade en bornholmstalende vært læse nyheder op på bornholmsk? Det vil jeg opfordre til. Det bliver nemlig svært at kopiere, hvis TV2's regionalstation skal sendes fra Sjælland. Dyrk nu egenarten, venner. Den er jeres strategiske forbundsfælle!

Heltene

Min lille indsats for bornholmsk sprog er dog intet at regne for den, der har været leveret gennem årene af alle mine helte.

Jeg kan nævne kunstnerne Henning og Ann-Catrin Larsen, Bjarne Kure, Lars Christiansen og naturligvis sprogforskeren Alex Speed Kjeldsen.

Sidstnævnte er i gang med et projekt for at få færdiggjort den bornholmske ordbog, og det må være en helt oplagt opgave for alle, der kerer sig om vores modersmål, at støtte ham i den opgave. Det er på høje tid.

Til alle jer, der stadig taler og lærer at tale bornholmsk: Løft stolt jeres hoved og lad jeres bornholmske tunge lyde overalt!

Corduas kommentar

Jarl Cordua er politisk kommentator, kendt fra blandt andet programmet ”Besserwisserne” på TV2 News. Han er desuden kommunikationsrådgiver og foredragsholder.

Cordua er en skarp iagttager af dansk politik og leverer indsigtsfulde og solide analyser af tidens politiske dagsorden på Christiansborg.

Under valgkampen i november var han lokal kommentator hos både Tidende og TV2 Bornholm.