Og netop investeringerne er vigtige her, for langt størstedelen af overskuddet i vores lokale forsikringsselskab blev i 2024 hentet hjem på værdipapirer. Inflation og klimaforandringer bliver ofte brugt som begrundelser for at hæve priserne over for kunderne, men Bornholms Brand holder fast i sin strategi om ikke at lade bornholmerne betale ekstra – med mindre det bliver nødvendigt, som det hedder. Derfor er det vigtigt, at man formår at tjene penge andre steder.
Det er både en økonomisk og en værdipræget beslutning, og så er det en erkendelse af, at vi frem for alt skal have et konkurrencedygtigt produkt, som de større selskaber ovrefra ikke skal kunne tromle henover.
Dét regnestykke regner nemt sig selv ud, for hvis priserne er gode, har man som bornholmer svært ved at finde en undskyldning for ikke at handle lokalt. Også når det handler om forsikringspolicen.
Det er godt, at vi stadig kan det på Bornholm; Sidde for bordenden i selskaber, der med lokalt ejerskab formår at skabe lokal værdi. Så hvis Bornholms Brand kan fortsætte væksten, fortsætte med at investere succesfuldt og har opbakning fra Bornholm, tegner fremtiden lys.