De små fodboldspillere efterlyser verdensstjernerne, som de ser i fjernsynet, og når de giver den som Haaland og Mbappé på de lokale baner, bliver de en del af den stærkeste lim i lokalsamfundet.
Det hele bliver holdt oppe af et væld af frivillige, og hos DBU Bornholm, som holdt repræsentantskabsmøde forleden, anerkender man, at uden de frivillige går det ikke. Det er dem, der dygtigt og engageret er med til at fastholde fodboldens rolle, og det er dem, der på helt lavpraktisk niveau har kontakten til forældre, lapper huller i baner og skaffer midler til de mest basale rammer.
Hvis de skal lykkes, kræver det gode rammer. Dem har vi til en vis grad allerede, men det er vigtigt, at også fodbolden følger med tiden, og derfor er et kommende fodboldcenter en fantastisk nyhed for sporten.
En investering i fodbolden eller foreningslivet generelt er jo lig med en investering i gode relationer, ansvarsfølelse, lederskab og lokale rollemodeller. Det er vi nødt til at kunne sige ja tak til.