Hvis vi virkelig vil mere vild natur, skal vi tage stilling til tre ting

Hverken vild med vilje, vilde haver, blomsterbræmmer eller naturnationalparker betyder reelt noget i forhold til at skaffe mere 'natur' til Danmark. Hvis vi virkelig vil mere biodiversitet, hvis vi vil mere bæredygtighed, så skal vi tage stilling til tre ting.

KOMMENTAR

Revilding, vild med vilje, naturnationalparker…

Vild natur er et varmt emne i disse år. Biodiversitet, blomsterbræmmer langs marker, udsætning af dyr, skovrejsning, urørt skov og andre begreber flyver i luften.

Lad mig lave en disclaimer: Jeg er for disse ting, og jeg har endda medvirket til nogle af dem, men debatten er næsten mere vild end naturen.

Natur?

Hvad er ”natur”?

Lad os starte med at indse, at vi ikke har natur i Danmark!

Der har boet mennesker i Danmark i cirka 10.000 år. Jagt, fødeindsamling, fiskeri, primitivt agerbrug, bopladser osv. har lige så længe påvirket landskabet. Da vi fik mere intensivt landbrug i jernalderen, de første landsbyer samt de allerførste byer, så skete der endnu mere. Vejanlæg, jernbaner, større byer, hedeopdyrkning og et 'moderne' landbrug fra midten af 1800-tallet ændrede totalt 'naturen', og urbaniseringen og udviklingen af et industrielle landbrug med pesticider, kunstgødning og rørlægning af vandløb m.v. fra midten af 1900-tallet fjernede den sidste rest.

Med mulig undtagelse af Råbjerg Mile og dele af Store og Lille Vildmose er der ikke egentlig natur i Danmark. Der er 'kultur-natur' – altså en 'natur', der er skabt og ekstremt påvirket af menneskelig aktivitet.

Enhver tale om 'genskabelse' er derfor noget vrøvl!

Hvilken natur?

Når vi taler om mere natur og øget biodiversitet er vi derfor først nødt til at blive enige om, hvilken natur vi ønsker.

Urørt skovdrift, blomsterbræmmer ved marker, et 'vildt' stykke i haven osv. vil typisk gavne arter af insekter, sommerfugle, biller og lignende. Da de arter ligger lavt i fødekæde, så vil det også gavne fugle, gnavere osv.

Begrænsninger af sprøjtemidler, reetablering af vandløb med videre vil give bedre vandmiljø i vandhuller, søer, åer osv, som er vigtige for fiskearter, men også padder, insekter og ganske planter – igen giver det en virkning højere i fødekæden.

Alt i alt vil dette medføre en forbedring af den eksisterede 'natur', og det er højst nødvendigt.

Der er dog også problemer. Vilde haver er mums for rotter, urørt skovdrift betyder mangel på produktionstømmer (som er et klimavenligt byggemateriale), færre sprøjtemidler giver lavere landbrugsproduktion – flere ting kunne nævnes.

Så er der den egentlige rewilding, som for eksempel er indførelse af udryddede arter af flora og især fauna. De danske naturnationalparker er et eksempel på det. Det er for eksempel udsætning af bisoner på Bornholm (sjovt at man udsætter bison, men ikke ræv), heste i Mols Bjerge, skovsvin (altså fire-benede af slagsen) og lignende.

Det er en ganske gennemgribende regulering af 'naturen'. Disse dyrs levemuligheder i Danmark er i princippet forsvundet, og nu prøver man så at 'genskabe' dem – man forsøger vel at genskabe en 'natur' fra den tidlige jernalder.

Man kan sige, at det 'vilde' er noget begrænset, da naturnationalparkerne indhegnes, så dyrene kan ikke vandre/migrere, hvilket er deres instinkt.

Der er så også en 'naturlig' rewilding. Det er for eksempel ulvens genkomst; den trives tilsyneladende udmærket og kan formere sig (her er problemet mere ulovligt jagtpres). Muligheden for, at tun vender tilbage i danske farvande på grund af temperaturstigninger er et andet eksempel.

Med tun skal vi vel kun cirka 100 år tilbage, og ulven blev udryddet i det sene 1700-tallet.

Så, skal vi tilbage til jernalderen eller til 1700-tallet – eller blot redde hvad vi har tilbage?

Natur eller dyrevelfærd?

Et af problemerne ved rewilding er, at vi er ret fjernt fra naturen. Vi har et eller andet Morten Korch-billede af frodighed, harmoni og idyl – men sådan er naturen ikke!

Naturligvis kan man ikke udsætte rideskole-ponyer eller industrisvin i naturen – de har ikke en chance! Det gør man heller ikke, men det er faktisk vanskeligt at finde dyreracer, som er egnede til rewilding, og det tager altså adskillige generationer, før naturlig udvælgelse har skabt en robust bestand; det vil vi ikke se, men afhængigt af arten vil vores børnebørn måske nå at se det.

Derfor vil en del af de udsatte dyr dø – ikke af alderdom, men på grund af sygdom, sult, konkurrence om parring og føde. Især omkring udsætning af heste i Mols Bjerge har det været stor debat om dette, og folk fodrer (ulovligt) disse dyr… men dermed sikrer de, at dyr med svage gener overlever og formerer sig, og dermed forhindrer de også, at der opstår en robust bestand.

Jeg tror, at disse folk mener, at de gør noget godt… Men hvad er forskellen på, at en harekilling dør af kulde og et rådyrlam af sult, og at en udsat hest gør det? Reelt er der ingen forskel – vi bekymrer os blot mere om hesten end om killingen og lammet.

Hvis man vil indføre uddøde arter, så må man indse og acceptere, at dyrevelfærd er noget, der gælder for vores kæle- og produktionsdyr. Man må acceptere den naturlige udvælgelse og også, at ulven en gang imellem æder et får. Da Gud skabte verden, så lavede Han ingen regler for dyrevelfærd. Som Darwin viste, så tværtimod!

Kodeordet er plads

Danmark har et areal på cirka 43.000 kvadratmeter.

Landbrug fylder cirka 60 procent, skov udgør cirka 15 procent (både plantager, produktionsskov etc.), lysåbne naturarealer er knapt 9 procent, søer og vandløb cirka 3 procent, byer, tekniske anlæg m.v. udgør cirka 14 Procent.

I de senere 5-10 år har været en svag tendens til, at landbrug fylder lidt mindre og skov lidt mere.

Det gør Danmark til et af de lande, hvor landbrugsproduktionen 'fylder' mest.

Og her har vi udfordringen!

Hverken vild med vilje, vilde haver, blomsterbræmmer eller naturnationalparker betyder reelt noget i forhold til at skaffe mere 'natur' til Danmark – uanset hvilken 'natur', der er tale om! Jeg støtter initiativerne og gør det selv i det små, men det ændrer ikke noget. Kun hvis vi skaber mere plads til 'naturen' og især større sammenhængende arealer vil det gøre en forskel – det andet er primært et udstillingsvindue for ministre, som måske letter vores dårlige samvittighed.

Da man næppe kan forestille sig, at vi reducerer de tekniske anlæg og byer, så er det landbruget, der er nødt til at afgive areal.

Jeg skal ikke her diskutere, om det er økonomisk muligt (det er det), men der er ingen vej udenom!

Derfor – hvis vi vil mere 'natur', hvis vi vil mere biodiversitet, hvis vi vil mere bæredygtighed, så skal vi tage stilling til tre ting:

1: hvilken 'natur' vil vi have.

2: Acceptere at naturen ikke er dyrevelfærd, men benhård kamp om overlevelse

3: Afgøre hvor meget landbruget skal fylde i Danmark.

Er det nemt? Nej! Men hvis det her skal være andet end politiske slagord og hyggesnak hos 'den bedre middelklasse', så er det nødvendigt!

 

 

Leif Olsen

Er kommentator i Tidende.

58 år.

Lektor og ansat på Campus Bornholm, hvor han underviser i dansk og engelsk.

Tidligere medlem af amtsråd og kommunalbestyrelsen for SF.

Bosat i Tejn.