René Danielssons bemærkninger om, at Jens Hjul-Nielsen burde holde sig til sit job, fremstår som voksenmobning, der har mere at gøre med personlige holdninger end saglige argumenter. At afskrive potentielt dygtige kandidater, blot fordi de har høje stillinger, er en farlig glidebane. I et lille samfund som vores har vi ikke råd til at skubbe engagerede mennesker væk fra den politiske scene.
Jens Hjul-Nielsen har allerede vist sit engagement i øens fremtid – ikke mindst gennem sin rolle i Bofa, som vi her på lederplads også ofte har kritiseret. Det har givet ham erfaringer, der kan blive en styrke i kommunalbestyrelsen. Og som professor Ulrik Kjær understreger, er det både lovligt og muligt at håndtere habilitetsspørgsmål gennem gældende regler, hvis Jens Hjul-Nielsen bliver valgt.
Vi bør tage imod hans kandidatur med åbne arme og fokusere på, hvad han kan bidrage med. At deltage i politik kræver mod og vilje, og det bør belønnes med en åben og respektfuld debat – ikke forsøg på at underminere en kandidats ret til at stille op. Det gælder både Bofa-direktøren og DF-lederen.