Gravgaard: Stort velkommen til gotlandsk beredskab

Gravgaard: Stort velkommen til gotlandsk beredskab
Nyheden om et nyt pilotprojekt inspireret af Gotland blev annoncenceret ved beredskabsstabens årlige nytårsparole.
LEDER | DEBAT | 9. JAN • 05:30
LEDER | DEBAT | 9. JAN • 05:30

Det er både klogt og rettidigt, at Bornholm nu lader sig inspirere af Gotland og tager næste skridt i opbygningen af et stærkere beredskab.

Pilotprojektet, som nu er godkendt, peger i den helt rigtige retning: Et tættere samarbejde mellem myndigheder og civilsamfund, der kan gøre vores ø mere robust, når – ikke hvis – alvorlige hændelser rammer os.

For vi ved det jo godt. Bornholm er ikke som resten af landet. Vi er en ø, langt fra hjælp udefra, og som flere af beredskabscheferne ærligt siger: Hvis noget virkelig går galt, står vi alene i en periode. Netop derfor er det afgørende, at vi er forberedte – ikke kun professionelt, men også som samfund og som borgere.

Vi har allerede styrkepositioner. Når søkablet ryger, kan vi strømsætte Bornholm igen på cirka fire timer. Det er imponerende. Men el er kun én brik i puslespillet. De hændelser, som eksperter forventer i fremtiden, handler i lige så høj grad om vand, mad, medicin, kommunikation og sammenhængskraft. Her er der stadig et stykke vej.


Gotlands-modellen viser, at modstandskraft ikke kun bygges med uniformer og beredskabsplaner, men med forberedte borgere. Og her må vi også kigge indad. Mange af os har endnu ikke taget anbefalingerne alvorligt nok. Et lager af vand, mad, varme og ja – også toiletpapir – til tre døgn er ikke hysterisk. Det er sund fornuft. Undlader vi det, risikerer vi at belaste beredskabet unødigt og tage kræfter fra de borgere, der virkelig har brug for hjælp, når krisen rammer.

Det nye pilotprojekt er derfor mere end en administrativ konstruktion. Det er en invitation – og en forpligtelse. Myndighederne opruster, civilsamfundet skal med, og vi som private borgere har også et ansvar for, at sammenholdet fungerer.

Gotland har vist, at det kan lade sig gøre. Nu er det Bornholms tur.

Velkommen til et stærkere, klogere og mere forberedt Bornholm. Lad os tage opgaven på os – sammen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT