Gravgaard: Ildsjælene sikrer vores kulturarv

Uden de frivillige var Bornholms kulturarv i stor grad forsvundet. Det er værd at takke for.

Der findes mennesker, der arbejder uden løn for at bevare det, vi holder af. Det er ikke normale mennesker. Det er bedre end det.

I Vang er de lige nu i gang med at redde salteriet. De har skrevet ansøgninger til fonde, mobiliseret arbejdskraft, løst praktiske problemer som kun folk med både fantasi og engagement kan løse. Og det går, fordi der er ildsjæle dér, som mener, at et gammelt salteri ikke bare må forsvinde selvom kommunens budget blev mindre.

Det er sådan det fungerer på Bornholm nu. Ikke at kommunen sikrer kulturarven. Men at nogle få mennesker i forening gør det – mens de også har job, familie og alt muligt tredje.

Der er ikke noget romantisk over det. Det er hårdt arbejde. Man skal kunne ansøge om penge. Man skal kunne arbejde med mursten og træ. Man skal kunne overtale mennesker til at blive frivillige. Man skal kunne sige "nej" til at give op, selv når det er fristende.

De gør det alligevel.

Rundt omkring på øen sker det samme heldigvis igen og igen.

Det er en fantastisk indsats, og vi har berettet om den mange gange. Men det er også ridser i lakken – både for vores samfund og for vores tro på fællesskabet. For når kulturarven kun lige bliver reddet af frivillige i stedet for at være kommunens og fællesskabets ansvar, så betyder det, at vi ikke længere mener, det er vigtig nok til at prioritere løn, tid og ressourcer til det.

Men det hjælper ikke at beklage det. Virkeligheden er som den er. Og virkeligheden er, at uden de frivillige og de almennyttige fonde ville Bornholms kulturarv forsvinde.

Så tak til dem. Til de mennesker i Vang, der ikke er bange for at få slidte hænder. Til alle de andre rundt omkring, der holder fast i det gamle, fordi de ved det betyder noget. Til de fonde, der siger ja, når ansøgningerne kommer.

De bevarer ikke bare bygninger og håndværk. De bevarer Bornholms sjæl.

Det fortjener mere end en tak.