Gravgaard: Energiøen på pause – EU giver håb
Ny støtte og officiel pause. Bornholm må afvente gigantplanerne.
Mens EU’s melding om en solid støtte på næsten fem milliarder kroner til Energiø Bornholm gav anledning til midlertidig jubel, ser vi samtidig en regering, der sætter hele projektet på pause. For nu afventer man vores tyske naboers fremtidige indsats for havvind og en eventuel yderligere medfinansiering af energiøen. Dermed rykkede Energiø Bornholms realisering længere ud i horisonten, netop som vi fik en god grund til optimisme.
Det er ikke let at se, hvordan projektet kommer i mål, når der stadig mangler et to-cifret milliardbeløb for at gøre Energiø Bornholm rentabel – og tyskerne forventes først at være i stand til at træffe en langsigtet beslutning, når en ny regering er på plads engang efter forårets valg. Ikke alene må alle, der allerede har investeret ressourcer, tid og planlægning i projektet, nu afvente afgørelsen i Berlin. Også de naboer, der bor ved det kommende landanlæg, er nu låst fast i en fortsat uvis situation, hvor de ikke ved, om deres huse reelt er salgbare. Det er ganske enkelt urimeligt og vidner om en sjusket forberedelse.
Bornholm kan i dén grad drage fordel af at huse de enorme milliardinvesteringer, projektet rummer. Her er ikke kun tale om klima- og energipolitik, men også om en potentiel løftestang for hele øens økonomi og arbejdsmarked. Derfor er det sørgeligt, at det hele nu er sat på pause, selvom det er bedre end en egentlig aflysning. Selvfølgelig skal store statslige – og i dette tilfælde internationale – projekter hvile på holdbare aftaler, men ærgrelsen er stor, når Bornholm må vente på en afklaring udefra, samtidig med at presset for at levere grøn strøm i Europa kun vokser.
Man kan spørge, hvorfor EU’s signal om milliardstøtte ikke er nok til at sikre projektet fremdrift. Finansieringen er desværre fortsat så ufuldendt, at selv solide EU-kroner ikke kan mindske risikoen for et muligt kollaps af projektet. I sidste ende må danske og tyske politikere i fællesskab finde en model, hvor en tilstrækkelig del af regningen løftes i fællesskab. Indtil da kan Bornholm blot håbe, at møllerne blæser i vores retning – og at Energiø Bornholm ender som en gevinst for både øen og klimaet.
For nu er energipauser og borgerusikkerhed to sider af samme sag. Det er et dystert paradoks, at man netop torsdag kunne glæde sig over EU’s opbakning, men at man fredag reelt måtte sande, at Energiø Bornholm er sendt til tælling på ubestemt tid. Vi kan blot krydse fingre for, at de politiske vinde har den rigtige retning, så den kolossale investering i grøn energi rent faktisk kan lande her og bringe både arbejdspladser, vækst og bæredygtighed til Bornholm.
Flere partier er godt for demokratiet
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration