KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / 30. MAR • 05:30

Gæsterne strømmer til feriehuse i påsken – men er vi klar til at tage imod dem?

Gæsterne strømmer til feriehuse i påsken – men er vi klar til at tage imod dem?
Alt for ofte oplever turister, at restauranter, caféer og butikker holder lukket, selv om der er gæster i området, mener direktøren. Arkivfoto: Søren Sorgenfri

For ofte mener direktøren, at gæster oplever, at butikker, cafeer og restauranter holder lukket.

Påsken venter lige om hjørnet, og i år kommer der mange gæster i de tusindvis af sommerhuse, som bliver lejet ud. Bookingerne ligger på rekordniveau, og både danske og udenlandske gæster strømmer til kysterne og ferieområderne. Det betyder liv i sommerhusene og et stort potentiale for lokal omsætning.

Men det kræver, at vi er klar til at tage imod dem.

Tabte muligheder

Alt for ofte oplever turister, at restauranter, caféer og butikker holder lukket, selv om der er gæster i området. Det er ærgerligt og i sidste ende en tabt mulighed, for gode madoplevelser og handel i de lokale butikker er en afgørende del af den samlede ferieoplevelse i Danmark.

Påsken er ikke en stille skuldersæson. Den er en vigtig ferieperiode, hvor der er markant flere mennesker i ferieområderne end normalt.

Hos Feriepartner Danmark har vi i gennemsnit seks personer i hvert sommerhus, der bliver lejet ud i påsken. Det er 50 procent flere, end der for eksempel er i sommerhusene i højsæsonen. Det betyder flere gæster, flere kunder og større omsætning i ferieområderne.

Gør det!

Derfor er mit budskab enkelt: Hold åbent!

Ikke nødvendigvis med et fuldt setup som i juli, men åbent nok til, at gæsterne mærker, at de er velkomne, og at der er liv i området. For når turister møder åbne døre, så får de en bedre oplevelse og bruger flere penge. Og det gavner os alle – både den enkelte forretning og Danmark som destination.

Vi har i årevis talt om at forlænge turistsæsonen. Påsken er et oplagt bevis på, at vi allerede er nået langt i forhold til at tiltrække gæster. Nu handler det om at følge med udviklingen, så alle er klar til det store rykind.

For hvis gæsterne møder lukkede døre i en uge, hvor der ellers er fuld gang i sommerhusene, så risikerer vi at skuffe dem – og der venter en regning, som vi alle kommer til at betale på sigt.

Omvendt er potentialet stort for dem, der griber muligheden.

Så kære restauranter, caféer og butikker: Påsken bliver travl. Gæsterne er på vej. Spørgsmålet er bare – er I klar til at tage imod dem?



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT