Et dårligt eksempel

Et dårligt eksempel
Det blå sygesikringskort. Arkivfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 10. april 2024 • 19:00
Af:
Matthias Smed Larsen
jurist
København S.
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 10. april 2024 • 19:00

Niels Plum (V) plæderer i Bornholms Tidende 4. april for, at der etableres flere fælles systemer EU-landene imellem, så det bliver lettere at være EU-borger. Som eksempel på nuværende besværligheder spørger Plum retorisk om, hvorfor det blå EU-sygesikringskort dækker forskelligt alt efter hvilket land man befinder sig i.

Det er sympatisk, at Plum vil gøre det nemmere at være EU-borger, men det blå kort er nok ikke det bedste eksempel at bruge. Her foregår der nemlig allerede en høj grad af samarbejde mellem EU-landene. Når man i et andet EU-land får en behandling betalt af sit hjemland på grund af det blå kort, bruger EU-landene et fælles it-system til at koordinere betaling imellem dem.

Kortet dækker forskelligt på tværs af EU-landene, fordi det alene giver bæreren ret til samme behandling som offentligt sygesikrede personer i det land, pågældende midlertidigt opholder sig i. Opholder man sig i et land, hvor indbyggerne helt eller delvist skal betale for en behandling, vil man skulle betale det samme. Skal det være anderledes, kræver det, at EU fastsætter regler om indholdet af EU-landenes sundhedsydelser. Det er mig bekendt ikke noget Venstre går ind for.



FÅ ABONNEMENT