En dyr besparelse i Vestergade

Jesper Dollerup Merved

Journalist

Det er helt legitimt at sælge kommunale ejendomme. Men fjerner man de få pædagogtimer i socialpsykiatrien, sendes regningen hurtigt videre til et presset sundhedsvæsen.

Når man læser historien om lukningen af værestedet Vestergade i Allinge, er det let at forstå Bente Helms’ dybe frustration over "budgetpanik" på rådhuset.

Formanden for SIND og Udsatterådet rammer plet, når hun kritiserer en lukket budgetproces og manglen på blik for de mest sårbare bornholmere.

Men kigger man nøgternt på sagen, må man give kommunalbestyrelsen ret i én ting: Det er svært at forsvare at opretholde en hel kommunal bygning – en gammel skole – for at holde åbent ti timer om ugen for en håndfuld borgere. Det er sund fornuft at rydde op i den kommunale ejendomsportefølje og få solgt eller omplaceret de kvadratmetre, der koster i drift uden at blive udnyttet optimalt.

Problemstillingen er blot, at politikerne med lukningen af Vestergade har smidt barnet ud med badevandet.

Det er nemlig ikke murstenene i Vestergade, der redder de psykisk sårbare borgere fra isolation, depression og alvorlige tilbagefald. Det er den pædagogiske relation og de få medarbejdertimer, der sikrer trygheden. Når man fjerner de timer, fjerner man fundamentet under mennesker, der i forvejen lever på kanten.

Og det gør beslutningen endnu mere besynderlig, at løsningen ligger lige for næsen af os.

300 meter fra det nuværende værested ligger medborgerhuset Kærnehuset. Her står lokaler og industrikøkkener klar, og opfordringen fra huset er krystalklar: "De er velkomne her."

Selvfølgelig har Bente Helms ret i, at et travlt medborgerhus kan virke uoverskueligt for borgere med svær angst, hvis de overlades til sig selv. Men med de rette, håndholdte medarbejdertimer og en skærmet ramme kan Kærnehuset blive et fremragende nyt helle for Nordbornholms mest udsatte.

Det er fuldstændig legitimt at rydde op i kommunens kvadratmetre og sælge en nedslidt skolebygning. Men hvis man i samme omgang sløjfer de få pædagogtimer, der holder borgere fri af isolation og hospitalsindlæggelser, handler det ikke længere om effektiv ejendomsdrift. Så handler det om kortsigtet kassetænkning, hvor regningen blot sendes videre til et i forvejen presset sundhedsvæsen.