Den intellektuelle type med kurs mod Svaneke

Den intellektuelle type med kurs mod Svaneke
Illustration: Jørn Villumsen
DELUXE | DEBAT | Lørdag 6. april 2024 • 11:00
Af:
Lars Holmsted
DELUXE | DEBAT | Lørdag 6. april 2024 • 11:00

I dag er der debut på Tidendes nye brevkasse. Første henvendelse kommer fra en mand, der ønsker at realisere sig selv og flytte til Bornholm – måske Svaneke, hvor kvinderne skulle være "løsere på tråden end i Aakirkeby".

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Lars Holmsted er overbevist om, at ikke alt kan googles. I en tid med kunstig intelligens og falske nyheder er der hårdt brug for en god gammeldags snusfornuftig, analog brevkasse.

Brevkassen tager sit udgangspunkt i Holmsteds egen navle midt i Allinge, men udsynet rækker langt ud over kommunegrænsen.

Holmsted er fra en svunden tid med brylcreme og cikelklemmer, og er opdraget ud fra mottoet: 'Der findes ingen dumme spørgsmål'. God fornøjelse.

Kære brevkasse

Jeg er en fraskilt mand på 55, og vil gerne realisere mig selv. Jeg har tænkt mig at flytte til Bornholm. Jeg er den intellektuelle type, som abonnerer på Politiken og spiser øko.

Jeg har overvejet at flytte til Svaneke, da jeg har hørt, at det er der, de interessante bor. Kvinderne i Svaneke skulle også være løsere på tråden end dem i Aakirkeby. Hva’ synes du?

Og leveres avisen på udgivelsesdagen?

- Den bekymrede

Kære Bekymrede

Hvis du bare tror, at du sådan kan komme rendende og hugge vores letlevende kvinder i Svaneke, så tager du fejl. Det er altså ikke noget, man bare lige gør. Det er noget, man gør sig fortjent til.

Først skal du ind i varmen på Madvigs bodega, hvor du skal medbringe en pibe sød tobak og en højpandet fransk roman, jeg vil foreslå Michel Houellebecq. Så skal du med i Svaneke-revyen, uanset om du kan synge eller ej. Om lørdagen skal du handle økologisk durumhvede og Urtekram i den gamle købmand. Så skal du se, om du ikke kan komme med i en eller anden bestyrelse. Jeg kan anbefale Svanekegårdens – dér behøver du ikke de store forudsætninger.

Så skal du hjælpe til ved et par jazzkoncerter i Frem, dér er alligevel flere frivillige end publikummer, og måske hænge ud med en urimelig dyr cocktail ved midnatstid i Syd-Øst for Paradis. Pas på, du ikke uforvarende bliver involveret i hønseskidningen, det giver ikke nogen bonuspoint.

Hvis du har en gammel rådden træjolle, kan du med fordel smide den i havnen, overvej lige, om det stadig er en god ide med en hjemmestrikket sweater.

Hvis du kan banke en ølkapsel flad og sætte den i en snor om halsen, kan du få en stand på torvet lørdag formiddag – hvis du altså kan klare stanken af søde bolsjer.

Hvis du planlægger at blive boende mere end sommeren over, kan du med fordel melde dig ind i vinterbadeklubben – og svøm for guds skyld nøgen, hvis du vil være populær.

Medbring gerne alle dine gamle støvede blade, bøger med æselører, skårede kopper og ridsede grammofonplader til din nye vintagebutik i garagen.

Har du seriøst gennemtænkt muligheden for at åbne et galleri? Gå i det hele taget til så mange ferniseringer som muligt.

Anlæg fuldskæg og klip eventuelt et diskret hul i det ene bukseben.

Først da er du klar til at kunne kalde dig svanekebo i kryds og bollebyen.

PS. Lad endelig være med at sælge din lejlighed på Østerbro. Vi er mange, der trænger til lidt civiliseret fritid i København i ny og næ.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Fandt hul i markedet: ‘Det er enestående’
EKSKLUSIV | ABONNENT

Fandt hul i markedet: ‘Det er enestående’

Nogle gange har vi brug for nogen, der kan hjælpe os med at få øje på de smukke og fantastiske sider i tilværelsen.
Mad-entreprenøren fra Melsted
EKSKLUSIV | ABONNENT

Mad-entreprenøren fra Melsted

Fra vanvidskøkkenet i Rom til madfest i Gudhjem.
FÅ ABONNEMENT