Debat. Overholder kommunen lovgivningen?

LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 12. NOV 2021 • 05:30
Af:
Matilde Lissau
Sygehusvej 6
Rønne
spidskandidat Radikale Venstre
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
12. NOV 2021 • 05:30

I løbet af halvanden dag havde 140 forældre bekræftet deres (børns) behov for fritids- og klubtilbud.

I fredags blev der søsat en spørgeundersøgelse på Facebook, om hvorvidt der var behov for fritids- og klubtilbud for den bornholmske skoleungdom. I løbet af halvanden dag havde 140 forældre bekræftet deres (børns) behov herfor. Det tyder på, at man har skåret dette område ned til ingenting i forlængelse af skolereformen i 2013, der indførte de lange skoledage. Men det er jo en udvikling, som er ved at blive rullet tilbage mange steder blandt andet i kraft af muligheden for at indføre tolærerordninger i nogle klasser og fag.

Spørgsmålet er, hvor det efterlader skolebørnene fra 4. klasse og op, og hvad kommunen burde gøre i den anledning for at leve op til gældende love og bekendtgørelser i dagtilbudsloven? Ifølge denne lov ($4, stk.1.) skal kommunalbestyrelsen sørge for det nødvendige antal pladser i fritids- og klubtilbud i det tidsrum, hvor kommunens elever i folkeskolen har behov herfor. Og det er et krav i loven, at kommunen skal fastsætte og offentliggøre rammerne for disse tilbud til børnene og de unge i folkeskolen fra 4. klasse til de 18-årige. Disse oplysninger har jeg fået bekræftet af Lotte Roed, Radikale Venstres ordfører på området.

Det fik mig ind på regionskommunens hjemmeside (som i parentes bemærket trænger til en strukturel omlægning i brugervenlig retning) for at finde det sted, hvor kommunen lever op til kravet om offentliggørelse af rammerne for fritids- og klubtilbud til skoleungdommen. Jagten var forgæves, og jeg har måttet bede forvaltningen om hjælp til at finde stedet på hjemmesiden. Jeg venter at få et svar engang efter weekenden.

I valgkampen har de manglende fritidstilbud været et spørgsmål fra mange forældre, og noget tyder på, at der er et væsentligt behov for gode mødesteder for den pågældende gruppe, hvilket også er lovens intention.

Ydermere har man på friskoleområdet skåret støtten til SFO-ordningen helt væk i det nuværende S-V budgetforlig. Det rejser spørgsmålet om, hvilke rammer, der er gældende for folkeskolebørnene på fritidsområdet?

Lever kommunalbestyrelsen med det nuværende budgetforlig overhovedet op til lovgivningen?