Debat: Lige fraværsregler for alle på FGU

Debat: Lige fraværsregler for alle på FGU
Translokation på FGU i juni måned. Arkivfoto: Berit Hvassum
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT | 17. OKT 2021 • 13:28
Af:
Ida Seremet
 Urtehaven 18
Nexø
LÆSERBREV | BORNHOLM | ABONNENT
17. OKT 2021 • 13:28

Kommunikationsfejl giver problemer med forkert fravær og går ud over os elever på FGU.

Hvor reelt er det, at man trækker i ydelse på grund af en lille kommunikationsfejl?

På FGU Bornholm har vi tre afdelinger, der har samme ledelse og hører under samme institution. Alligevel er der meget løse og forskellige fraværsregler på de tre steder, og det er forskelligt, hvor hårde reglerne er.

Eksempelvis kan eleverne på den ene afdeling gå, som det passer dem, og gøre, hvad de vil, uden at det får konsekvenser for fraværet. På den anden afdeling kan eleverne dårligt nok komme to minutter for sent, før det har fået store konsekvenser for deres fravær.

Selv sådan noget som dårlig kommunikation fra lærernes side, går ud over fraværet. Jeg har selv været ude for, at jeg blev trukket i skoleydelse på grund af en kommunikationsfejl fra lærerens sides. Jeg fik fravær for nogle timer, som jeg ikke skulle møde til, fordi en anden lærer have sagt, at vi havde fri eller skulle møde senere. Og det er ikke kun sket en gang.

Det er et stort problem, og det skal bare ikke ske. At det sker på FGU, er endnu mere problematisk, når der går mange elever, som i forvejen kæmper med at være stabile. Vi elever, der går på FGU, har nogle udfordringer med os, der gør, at der er brug for, at man lytter og tager hånd om de ting, der er svært for nogle elever. For eksempel når det kommer til fravær. Det er simpelthen noget, lærerne skal have styr på, og der må ikke være forskellige fraværsregler på forskellige skoler.

Lige fraværsregler til alle på FGU er virkelig vigtigt og et emne, der skal tages fat i, fordi fejl i fravær ikke kun er noget, jeg har oplevet. Det er noget, jeg ved, at mange af de elever, der går på min skole også har oplevet.

Jeg har forsøgt at tage det op med både lærere, ledere og sekretariatet på min skole, men uden held. Det er svært at komme igennem og blive lyttet til, og jeg har flere gange følt mig hjælpeløs. Det er svært som elev at råbe op om de fejl, man oplever, og det er frustrerende.

Hvis vi skal sikre lige fraværsregler til alle på FGU, synes jeg, at man skal tage fat i lærerne, og gøre dem opmærksomme på problematikken, så der kan findes en løsning. På den måde skal vi elever ikke bekymre sig om, hvad der sker med vores fravær, som er en forhindring for os i vores hverdag.

 


FGU Bornholm svarer

Først vil jeg rose vores elever på FGU Bornholm for at tage et vigtigt emne op og sætte det til debat.

Vi har sammen med eleverne gjort en stor indsats for at få etableret et elevråd og dermed en ramme, hvor FGU Bornholms elever kan diskutere alt af relevans for den uddannelse, de går på. Og på den måde også indgå i det demokrati som Danmark er bygget op omkring.

I et demokrati kan man netop vælge at skrive et læserbrev eller på anden måde komme frem med sine synspunkter.

At jeg som rektor for FGU Bornholm kunne have ønsket mig, at man først havde henvendt sig til mig, er ikke så afgørende her.

Jeg vil nu undersøge klagerne, som de er beskrevet, og ud fra dette tage en dialog med repræsentanterne i vores elevråd og se på, hvordan vores retningslinjer er formuleret og udføres i praksis af lærerne.

Men dejligt at se at vores elever tør og kan stå op for sig selv.

Cathie Westh, rektor,  FGU Bornholm