Debat: En fair løsning for sygeplejerskerne

Da min kone og jeg blev gift i 1967, tjente hun som nyuddannet sygeplejerske nogle hundrede kroner mere om måneden, end jeg gjorde som forholdsvis nyuddannet journalist. Jeg mener, at min månedsløn lå på omkring 1.500 kroner.

Jeg kan godt huske, at den situation ændredes efter nogle få år, hvor sygeplejerskernes løn stagnerede, mens min steg.

Jeg har i alle årene siden ment, at det var uretfærdigt, at bare fordi sygeplejen er et kvindefag, så blev dens udøvere holdt nede i løn, og jeg har aldrig forstået, hvorfor der ikke er blevet rettet op på det.

Derfor har sygeplejerskerne i dag min største sympati for deres nødvendige indsats og store gåpåmod. Selv om det ikke påskønnes af samfundet efter fortjeneste.

Jeg synes også, at det er ærgerligt, at fagets udøvere formentlig ikke rigtig får noget ud af den konflikt, som for tiden pågår. Den glemte konflikt, kunne man kalde den.

I respekt for den danske model, som betyder, at man overlader lønforhandlinger til parterne, arbejdsgivere og arbejdstagere, blander regeringen sig indtil videre udenom. Men da der ikke er udsigt til forlig mellem parterne, bliver resultatet formentlig og desværre, at regeringen griber ind og ophøjer det seneste forhandlingsresultat til lov. Hvornår det sker, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men når det er sket, og de strejkende er vendt tilbage til deres arbejdspladser med beskedne lønforhøjelser, står det egentlige problem tilbage.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan det problem løses, men synes, at det vil være oplagt, hvis parterne i den nuværende konflikt og repræsentanter for det politiske system mødes og finder en langsigtet og fair løsning.