Af: Martin Lasse Hansen Sieben i samarbejde med Niklas Stenbye
TV2 Bornholm er vigtig!
Primo december offentliggjordes kulturministeriets ekspertrapport om fremtidens TV 2-regioner – en dybdegående undersøgelse der skitserer tre scenarier, hvor TV2 Bornholm ikke længere foreslås som en selvstændig regional medieaktør, men i stedet indgår som en lokal redaktion under en større, centraliseret ledelse med udgangspunkt i hovedstadsområdet.
Når jeg nærlæser rapporten, så handler den ikke kun om fremtidig mediestruktur – den åbner for en langt vigtigere samtale om Bornholms sammenhængskraft, identitet og bæredygtige fremtid.
Når lokale medier gør demokratiet nærværende
I min optik er det vigtigt at uddanne og danne bornholmere – unge såvel som voksne. Vi arbejder hver dag med at styrke demokratiske grundværdier, ansvarsfølelse og tilknytning til det særlige ø-fællesskab, som er kendetegnende for livet på Bornholm. Det arbejde foregår ikke i et vakuum – det hænger tæt sammen med det samfund og det offentlige rum, som vores elever, studerende og kursister er en del af.
Derfor ved jeg også, hvor stor betydning det har, at man kan spejle sig i sit eget lokalsamfund – ikke mindst i mediebilledet. Lokale medier er ikke blot formidlere af dagens nyheder. De er en integreret del af den fælles infrastruktur, der binder mennesker, fællesskaber og generationer sammen og gør demokratiet nærværende i hverdagen.
Det er værd at hæfte sig ved, at ekspertundersøgelsen selv peger på vigtigheden af lokal forankring, borgerinddragelse og regional tilknytning.
Netop derfor skal Bornholm fremstå som et særligt eksempel. TV2 Bornholm har dokumenteret den stærkeste kontakt til lokalbefolkningen blandt alle regioner. Det skyldes ikke særlige teknologiske greb, men den unikke nærhed, der opstår, når journalistikken produceres af mennesker, der lever ø-livet og forstår de lokale vilkår – her hænger kvalitet og tillid uløseligt sammen.
Ungeperspektivet
Denne betydning mærkes ikke kun på institutions- eller organisationsniveau, men også helt konkret hos de unge, der vokser op, uddanner sig og finder deres ståsted på Bornholm – fødeøen, man gerne vil tilbage til.
For mange bliver mødet med lokaldemokratiet formet gennem de medier, der er tættest på hverdagen. Det gælder også for vores tidligere campuselev Niklas Stenbye, der i dag engagerer sig politisk, men hvis demokratiske engagement tog form længe før nationale dagsordener fyldte.
For Niklas blev TV2 Bornholm ikke blot en kilde til nyheder, men en nærværende del af det fællesskab, han selv er rundet af.
Som han selv formulerer det: “At have sit eget regionale medie på en ø som Bornholm gør noget ved identiteten – især for unge. Det sender et klart signal om, at vores lokalsamfund er vigtigt nok til at blive fortalt indefra.”
Fra engagement til handling
Stationens tilgængelighed og oprigtige interesse for unges perspektiver gjorde det muligt at omsætte engagement til handling.
Gennem arbejdet i blandt andet Bornholms Ungeråd oplevede Niklas, hvordan TV2 Bornholm aktivt gav plads til unges stemmer, lokale initiativer og demokratisk deltagelse. Når unge kan se deres egne sager og fællesskaber blive taget alvorligt i et lokalt medie, så styrkes både den demokratiske selvtillid og lysten til at engagere sig. Demokratiet bliver ikke abstrakt, men konkret og tilgængeligt – noget, man kan tage del i her og nu.
Netop derfor peger hans erfaring på noget centralt i denne debat: Den nærhed kan ikke centraliseres uden tab. Et selvstændigt TV2 Bornholm har betydning langt ud over nyhedsdækningen. Det er en forudsætning for lokal identitet, sammenhængskraft – og for at unge kan se sig selv som aktive medborgere i det samfund, de er en del af.
Afstand har betydning – også når intentionerne er gode
Når Bornholm så foreslås indlejret i større regionale strukturer, så ser jeg en reel risiko for, at den lokale prioritering svækkes. Ikke fordi engagementet forsvinder, men fordi afstand altid har betydning.
Bornholm er ikke blot et dækningsområde – vi er én kommune og ét samlet lokalsamfund, hvor synlighed, nærvær og genkendelighed gør en mærkbar forskel.
Et fælles ansvar for øens offentlige rum
Som uddannelsessted og samlingspunkt på øen har vi et særligt ansvar for at bidrage aktivt til samfundsudviklingen.
Ambitionen om at være en toneangivende aktør i det bornholmske fællesskab er et vigtigt pejlemærke i vores strategi. Her spiller TV2 Bornholm en afgørende rolle som hele øens platform for lokale initiativer, unges stemmer, uddannelse, innovation, kultur og civilsamfund.
Jeg anerkender fuldt ud behovet for modernisering og digital udvikling i medielandskabet. Det er både nødvendigt og uomgængeligt – og TV2 Bornholm har allerede vist en imponerende evne til at tilpasse sig.
Men modernisering bør bygge videre på de styrker, der allerede virker. Et selvstændigt TV2 Bornholm er ikke et udtryk for modstand mod forandring, men for respekt for det, der skaber kvalitet, relevans og sammenhængskraft lokalt.
En åben debat med plads til flere perspektiver
Der er endnu ikke truffet beslutninger. Og måske rummer rapporten heller ikke alle de perspektiver, der er værd at belyse – for eksempel hvordan en mere nuanceret, demografisk funderet økonomisk tilpasning kunne indgå i vurderingen af TV2 Bornholms fremtid.
Mit håb er, at Bornholms særlige vilkår og erfaringer bliver taget alvorligt i de videre overvejelser.
Denne debat handler nemlig ikke kun om et nyt regionalt medieforlig - den handler om demokrati, dannelse og om vores fælles ansvar for at skabe et levende og sammenhængende Bornholm.
Bornholm har brug for sin egen stemme – også i fremtiden.Fast kommentator
Martin er en af Tidendes faste kommentatorer. Han er direktør for Campus Bornholm og er bosiddende på Bornholm sammen med sin famlie
Indlægget er som nævnt skrevet i samarbejde med Niklas Stenbye - tidligere formand for elevrådet på Campus Bornholm og tidligere formand for Bornholms Ungeråd