Hvis man tænker tilbage til kommunalvalgkampen sidste år, så lovede Enhedslisten ikke deres vælgere, at de ville pege på Trøst som borgmester og følge ham i tykt og tyndt. De lovede at bruge deres stemmer på blandt andet at prioritere grøn omstilling, børn og unge, socialområdet og natur og miljø. Hvis man holder løfterne op imod den budgetaftale partiet har indgået med S og V kan man sætte hak ud for det meste. Enhedslisten har altså blot gjort, hvad deres vælgere med rette kunne forvente: brugt deres stemmer til at få indflydelse og skabe politiske resultater. Det samme gjorde partiet ved konstitueringen på valgnatten. Man indgik en aftale med Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, fordi det var den konstituering der var mest fordelagtig og gav Enhedslisten de poster, de gerne ville have.
Kort efter at Enhedslisten på Bornholm indgik budgetaftale med S og V, lavede Enhedslisten i København et budgetforlig med en række borgerlige partier uden om den nye socialdemokratiske overborgmester og SF. Rationalet var det samme som for Enhedslisten på Bornholm. Det var den aftale, man mente gav Enhedslisten størst indflydelse. Og der er flere lighedspunkter. Enhedslisten fik hver fjerde københavnske stemme ved kommunalvalget i november forrige år og blev større end Socialdemokratiet.
Som Pelle Dragsted, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nyindvalgt kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg udtalte efter partiets fremgang ved kommunalvalget: “De andre partier skal vænne sig til, at vi er et stort parti.”
Uanset om man er enig i politikkens indhold, må man anerkende Enhedslistens dygtige politiske håndværk. Med størrelsen er de vokset politisk og er klar til at tage det ansvar, der følger af at være størst.