Anita Bay: Enhedslisten har bare gjort, hvad vælgerne kunne forvente

Ganske vist er det et år siden, der var kommunalvalg, men det er som om der skulle en budgetaftale mellem Enhedslisten, Venstre og Socialdemokratiet til, for at der indfandt sig en erkendelse af, at kommunalbestyrelsens sammensætning ser noget anderledes ud, end den plejede at gøre. Ja, faktisk halter erkendelsen stadig bagefter, hvis man skal dømme ud fra reaktionerne på budgetaftalen for næste år.

Så lad os genopfriske, at Enhedslisten blev kommunalbestyrelsens suverænt største parti med næsten 25 procent af stemmerne og 7 ud af 23 pladser i kommunalbestyrelsen. Med den opbakning ville det være et vælgersvigt af rang, hvis ikke man udnyttede den styrkeposition til at gennemføre sin politik. Og hvornår gør man det bedst? Det gør man selvfølgelig, når beslutningerne om, hvor der skal spares og hvor der skal investeres træffes – altså ved budgetforhandlingerne.

Inden forhandlingerne lagde Enhedslisten som det eneste parti sit budgetforslag åbent frem for borgere og politiske kollegaer i kommunalbestyrelsen. Ingen kunne være i tvivl om hvad de ville, hvorimod ingen vidste hvad de andre partier ville. Det gjaldt også borgmesteren, som imod sædvane ikke havde et eget budgetforslag.

Ikke desto mindre er det Enhedslisten, der har stået for skud og er blevet kaldt “kynisk” og beskyldes for at gå efter magten og svigte borgmester Trøst ved at lave en aftale uden ham. Logikken lyder, at fordi partiet pegede på Trøst som borgmester, bør man også indgå budgetforlig med ham. Hvis jeg kan læse mellem linjerne, hvad der egentlig foregik i det hektiske forhandlingsdøgn, ser det mest ud til at det var en blanding af begynderfejl, misforståelser, forviklinger, fornærmelser og slukkede telefoner, der medvirkede til at aftalen ikke kom til at omfatte borgmesterpartiet. Men uanset hvad der skete, så er det hverken kynisk eller odiøst at føle sig forpligtet på de stemmer, man har fået og forhandle til anden side for at maksimere det politiske udbytte. Det er taktisk klogt.

Hvis man tænker tilbage til kommunalvalgkampen sidste år, så lovede Enhedslisten ikke deres vælgere, at de ville pege på Trøst som borgmester og følge ham i tykt og tyndt. De lovede at bruge deres stemmer på blandt andet at prioritere grøn omstilling, børn og unge, socialområdet og natur og miljø. Hvis man holder løfterne op imod den budgetaftale partiet har indgået med S og V kan man sætte hak ud for det meste. Enhedslisten har altså blot gjort, hvad deres vælgere med rette kunne forvente: brugt deres stemmer til at få indflydelse og skabe politiske resultater. Det samme gjorde partiet ved konstitueringen på valgnatten. Man indgik en aftale med Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, fordi det var den konstituering der var mest fordelagtig og gav Enhedslisten de poster, de gerne ville have.

Kort efter at Enhedslisten på Bornholm indgik budgetaftale med S og V, lavede Enhedslisten i København et budgetforlig med en række borgerlige partier uden om den nye socialdemokratiske overborgmester og SF. Rationalet var det samme som for Enhedslisten på Bornholm. Det var den aftale, man mente gav Enhedslisten størst indflydelse. Og der er flere lighedspunkter. Enhedslisten fik hver fjerde københavnske stemme ved kommunalvalget i november forrige år og blev større end Socialdemokratiet.

Som Pelle Dragsted, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og nyindvalgt kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg udtalte efter partiets fremgang ved kommunalvalget: “De andre partier skal vænne sig til, at vi er et stort parti.”

Uanset om man er enig i politikkens indhold, må man anerkende Enhedslistens dygtige politiske håndværk. Med størrelsen er de vokset politisk og er klar til at tage det ansvar, der følger af at være størst.

 

ANITA BAY

er født og opvokset i Tejn.

Hun er tidligere udviklingsminister (R) og redaktionschef på Dagbladet Politiken.

I dag er hun EU-direktør for Save the Children og bosat på Bornholm.

Hun vil fremover skrive i Tidende.