10 millioner til tre læger?

Millioner bliver brugt på at lokke læger til øen, mens SSA’er og hjælpere sidder begrænset af bureaukrati – ressourcerne kunne udnyttes langt bedre til gavn for både borgere og medarbejdere.

Der er netop bevilget 10 millioner kroner for at få flere læger til Bornholm. Det lyder flot. Handlekraftigt. Ansvarligt. Og lidt som at hælde dyr benzin på en motor, der i forvejen kører i tomgang.

Et hurtigt blik på regionens jobopslag viser, at der søges tre læger til Bornholm.

Kommunen? Ingen opslag - ikke ét. Til gengæld ved vi alle, at der mangler både hjælpere og social- og sundhedsassistenter. Så regnestykket bliver ret enkelt: Over tre millioner kroner i lokkemad pr. læge. Fedt nok. Eller…?

Stop et øjeblik - fundamentet krakelerer

For prøv lige at stoppe op et øjeblik.

Hvis én million i rekruttering pr. SSA kunne flytte noget – flere hænder, mere stabil drift, lavere sygefravær, mindre pres på systemet – hvorfor er det så fuldstændig utænkeligt? Hvorfor er det altid toppen, der skal forgyldes, mens fundamentet krakelerer i stilhed?

Spørgsmålet er nemlig ikke kun, om vi mangler læger på Bornholm. Spørgsmålet er, om vi bruger de ressourcer, som vi allerede har på øen, godt nok.

Som SSA-elev har jeg været i uddannelse både på Frederiksberg og på Bornholm. Det har været lærerigt – men også afslørende. For der er en markant forskel i, hvad vi må, ikke hvad vi kan.

Tag TOBS. Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdom. Et veldokumenteret, nationalt anerkendt redskab til forebyggelse. En af parametrene er saturationsmåling – iltindholdet i blodet. En lille klemme på fingeren. Et tal på en skærm. Gerne tæt på 100 procent - ingen diagnose, ren observation.

På Frederiksberg udfører SSA’er og elever TOBS – inklusive saturation – helt rutinemæssigt. Her på Bornholm? Nej. Her må vi ikke tage saturation, medmindre det er ordineret af en læge.

Så lad os lige gennemgå arbejdsgangen:

Vi tager en TOBS – uden saturation.

Vi vurderer, at en saturationsmåling ville være relevant.

Vi skriver til en sygeplejerske.

Sygeplejersken kontakter lægen.

Lægen ordinerer målingen.

Og så må sygeplejersken tage den, ikke os SSAere.

Ressourcespild!

Hvis nogen skulle være i tvivl: Ja, det er rendyrket ressourcespild. Tid. Penge. Faglighed. Alt sammen brændt af på bureaukrati, ikke på borgeren.

Og her er pointen, der ofte bliver overset: SSA’er og sygeplejersker diagnosticerer ikke. Vi observerer. Vi reagerer. Vi forebygger. Det er stadig den “rare doktor”, der stiller diagnosen. Men hvis vi kvæler observationerne i tilladelser, forsinker vi også behandlingen.

Det samme gælder lægebesøg. Vi ved godt, at mange konsultationer ikke handler om sygdom i klassisk forstand, men om ensomhed, utryghed og manglende overskud - sociale problemstillinger forklædt som somatik.

Her kunne en fagligt stærk hjælper eller SSA med tid, relationskompetencer og basal sundhedsfaglig indsigt både aflaste lægerne og øge borgernes livskvalitet markant.

Men i stedet holder vi fast i et hierarki, hvor kompetencer ikke udnyttes, men parkeres, og hvor udvikling ses som en risiko i stedet for en mulighed.

En anden mulighed

Forestil dig et andet greb:

Sygeplejersker med udvidede kompetencer til at håndtere og diagnosticere almene sygdomme.

SSA'er med mulighed for at injicere, ordinere mere almen medicin, udføre prækonsultationer og arbejde langt mere selvstændigt – understøttet af målrettede kurser og efteruddannelse.

Et system, hvor opgaver løses dér, hvor de giver mest mening, og ikke dér, hvor de traditionelt har ligget.

Det ville være billigere. Det ville være hurtigere.

Og det ville være bedre – for borgerne, for medarbejderne og for øen som helhed.

Så når vi igen hører, at løsningen er flere millioner til at lokke enkelte læger til Bornholm, så er det værd at vende spørgsmålet: Er det virkelig mangel på læger, der er problemet?

Eller er det mangel på mod til at bruge de mennesker, som vi allerede har?

For hvis vi fortsætter med at hælde penge i toppen uden at styrke fundamentet, så ender vi præcis dér, hvor vi startede: Med dyre løsninger, tomme stillinger – og et system, der stadig kører i tomgang.

Dette er første indlæg i en serie om vores sundhedssystem - set fra en anden vinkel end den, som vi traditionelt hører