– Transporten frem og tilbage var ikke god nok. Den må sgu være i orden, når man bor et sted som her. Jeg måtte ikke få en ledsager med, så i princippet skulle jeg sidde i flyveren alene med en brækket nakkehvirvel. Min kone fandt en billet til samme fly, som hun selv betalte for, men det er en problemstilling. Jeg var syg og sad med brækpose. Det var ikke kun såret i ansigtet, det var hele kroppen, der havde det dårligt. Jeg havde lige været i narkose, mit ansigt væskede og jeg kastede op. Jeg kunne dårligt snakke. Når man er så dårlig, som jeg var, så synes jeg ikke, det er i orden. Vi kørte selv hjem, fordi jeg ikke skulle sidde i nogen bus, så min søn hentede os, siger Torben Larsen.
En lærestreg
Torben Larsen er som sagt først tilbage på arbejdet i denne uge efter en længere sygemelding. Såret er helet, men der er stadig ar at spore i Torben Larsens ansigt. Og han har anskaffet sig en cykelhjelm. Det er ikke en, han vil bruge på et el-løbehjul, men den kommer på hovedet, når han tager sin cykel.
– Jeg står ikke på sådan et el-løbehjul mere, og jeg skal ikke i nærheden af sådan et mere, siger Torben Larsen.
Han synes, at den nye lovgivning er mere end logisk. Og selvom der ikke er mulighed for at leje el-løbehjul rundt omkring på øen, så er der flere private, der ejer et. Der er ikke mange skader med el-løbehjul på Bornholm, oplyser Bornholms Hospital, men ikke desto mindre er hjelmen vigtig, synes Torben Larsen.