Tilflytter har åbnet værksted i Pedersker: 'Bornholm har rammerne til at være nysgerrig'

Tilflytter har åbnet værksted i Pedersker: 'Bornholm har rammerne til at være nysgerrig'
Piv la Cour Freiesleben. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. DEC 2020 • 17:11
Af:
marie-hofman
| ABONNENT
29. DEC 2020 • 17:11
TILFLYTTER

Da 35-årige Piv la Cour Freiesleben for to år siden besøgte Bornholm, var hun ikke i tvivl. Det skulle danne rammerne for et refugium fra stress og jag i København, hvor hun til daglig arbejder som socialrådgiver.

– Der er bare et eller andet med, at man her på Bornholm ligger afskåret midt ude i havet, men samtidig er i Danmark. Jeg holder meget af den mulighed, der ligger i at bevæge sig væk fra fastlandet og få alting lidt på afstand, siger Piv la Cour Freiesleben.

I 2018 købte hun derfor en landejendom på Smålyngen i Pedersker. Her fik hun mulighed for at trække sig tilbage, og samtidig dyrke en passion på et mere udpræget hobbyplan. Nemlig det ganske særlige Palo Santo-træ, der vokser i Latinamerika og kan bruges som en naturlig røgelse i hjemmet.

– Palo Santo-træet passer godt ind i den tilgang til livet, der går ud på at dyrke praksisser, som handler om nærvær og bevidsthed. Samtidig findes træet i naturen, som også understøtter min egen tilknytning til naturen og den bevidsthed, der ligger i at være mere nysgerrig på naturen – som jeg har muligheden for her på Bornholm, fortæller Piv la Cour Freiesleben.


En bæredygtig træproduktion

Hun stødte på den alternative træsort for tre år siden, hvor hun besøgte en ven i Argentina.

– Han introducerede mig for Palo Santo-træet, der er et samlet begreb for en række træsorter, der vokser overalt i Latinamerika. Igennem en særlig tørringsmåde kan stykker af træerne bruges til enten røgelse eller blot at ligge i hjemmet og afgive duft, siger Piv la Cour Freiesleben, der fortæller, at træet også bruges til en lang række spirituelle ritualer i blandt andet den katolske kirke.

Piv la Cour Freiesleben blev så fascineret af træet, at hun transporterede en smule med hjem til at give til venner og veninder. Hurtigt steg efterspørgslen, så Piv la Cour Freiesleben begyndte at importere træet hjem. For hende har det især været vigtigt at researche sig frem til den mest bæredygtige løsning for importen.

– Træet har efterhånden vundet mere og mere indpas i den vestlige verden, særligt som redskab i yoga-praksisser. Der begyndte derfor også at komme et stigende fokus på bæredygtighedsprincippet i. Jeg får mit træ fra en privat familiedrevet reservat i Ecuador, der er underlagt myndighedernes restriktioner om at genplante i forbindelse med fældning, fortæller hun.

Produktionen af Palo Santo-træet foregår dog ikke igennem fældning, men skal enten falde eller naturligt dø ud, før man har mulighed for at opdyrke de særlige aromatiske egenskaber i træet.

– Efter træet er indsamlet fra skovbunden, skal det ligge mellem fire og ti år, før duften, der sidder i harpiksen, er trængt ind i træets kerne. Hvis træet bliver fældet og ikke er igennem den tørringsproces, så vil der ikke forekomme den duft – så der er ligesom flere bæredygtige principper inde over, siger Piv la Cour Freiesleben, der to gange om året modtager godt 20 kilo træ hjem i stubbe, som hun selv hugger ud og bearbejder på værkstedet i Pedersker. Her sælger hun ud til tyve forhandlere i Danmark og holder indimellem værkstedet åbent for salg. Men tiden skal også gå op mellem arbejdet i København og hobbyen på Bornholm

– Jeg har stadig lejlighed og arbejde i København, men jeg forsøger at komme tilbage til Bornholm hver weekend, fortæller hun.


Bornholm er gæstfri

På sigt drømmer den nylige husejer om at bo mere permanent på Bornholm. For hun har forelsket sig i både den diverse natur, og måden hun er blevet taget imod herovre, fortæller hun.

– Jeg er selv fra Lolland, så det med at være tæt på naturen er noget, jeg er vokset op med. Men den diversitet, man finder i naturen herovre, er bare unik, og så er gæstfriheden ulig noget, man finder andre steder i landet.

Piv la Cour Freiesleben har siden overtagelsen af landejendommen i Pedersker kun oplevet positive tilkendegivelser fra naboer, der både har været nysgerrige på hende og hendes værksted.

– Jeg vil sige, at folk har været nysgerrige på den helt rigtige måde. Mange af mine naboer har desuden været utroligt hjælpsomme med gode råd og venlighed til, hvordan jeg driver ejendommen herude, hvilket også er nyt for mig. Det har været meget overvældende, hvor nemt det har været at skabe kontakt til folk på øen, og jeg synes allerede, det er blevet til mange gode venner, siger Piv la Cour Freiesleben.