Svensk militær på vagt: Mystiske droner over atomkraftværker

Svensk militær på vagt: Mystiske droner over atomkraftværker
Svensk militær øger i øjeblikket de synlige aktiviteter på Gotland (billedet) efter at der tidligere på ugen er observeret seks russiske landgangsfartøjer i regionen. Arkivfoto: Tommy Kaas
FORSVAR | UDLAND | ABONNENT | 15. JAN 2022 • 13:18
FORSVAR | UDLAND | ABONNENT
15. JAN 2022 • 13:18

Opsdateret 14.48 med reaktion fra dansk forsvar:

Flere droner blev fredag observeret over det svenske atomkraftværk Forsmark, som ligger omkring 140 kilometer nord for Stockholm.

Der var ifølge det svenske nyhedsbureau TT's oplysninger tale om en større drone, der kunne modstå den kraftige blæst i området.

Sveriges politi har også oplysninger om, at en genstand er fløjet over to andre atomkraftværker. Fredag aften blev politiet kontaktet af vagter på atomkraftværket Ringhals, der ligger 66 kilometer syd for Göteborg, samt af vagter på atomkraftværket Oskarshamn i det sydøstlige Sverige, der ligeledes havde set en genstand i luften over værkerne. 

Endelig modtog svensk politi lørdag en melding om en mulig drone ved det nedlagte atomkraftværk Barsebäck i Skåne. Det svenske forsvar er orienteret om hændelserne, og sagen efterforskes ifølge Ritzau af både politiet og militæret. 

Oskarshamn ligger tæt på den svenske ø Gotland, hvor svensk militær i øjeblikket øger de synlige aktiviteter efter at der tidligere på ugen er observeret seks russiske landgangsfartøjer i regionen.

Der er ikke set russiske fartøjer i dansk farvand i Østersøen. Det oplyser Christer Haven, presserådgiver og kaptajn ved Forsvarskommandoen.

– Vi ved, at de russiske fartøjer er sejlet gennem Storebælt, men de er ikke set i dansk territorialt farvand. Der må de ikke være, og det er de heller ikke, siger Christer Haven.