Svanekegaarden genåbner med koncert, udstilling og kursus

Svanekegaarden genåbner med koncert, udstilling og kursus
Søren Sko. Pressefoto
NYHED | SVANEKE | ABONNENT | 13. JAN 2022 • 11:08
Berit Hvassum
Journalist
NYHED | SVANEKE | ABONNENT
13. JAN 2022 • 11:08

På søndag må kulturlivet igen åbne dørene for publikum. Teatre, museer, spillesteder og biografer kan om få dage byde publikum velkommen.


En af Bornholms kulturinstitutioner, Svanekegaarden, har ventet med spænding på nyheden om en genåbning.

– Svanekegaarden har som sådan ikke været præget af nedlukningen, da vi allerede gik på 'sommerferie' den 13. december og vender tilbage som planlagt, men det har absolut været nervepirrende, om vi fik lov til at åbne som planlagt. Det gjorde vi jo så heldigvis, og det bliver dejligt at komme i gang igen efter en lang pause, fortæller Mie Hjort, administrator på Svanekegaarden i en pressemeddelelse.

En af årets første udstillinger er en genåbning af Hugo Rasmussen – In memoriam 2.0, samt Anne Cirkolas', Larveliv eller Metamorfosens Ironi.

– Udstillingen med Hugo Rasmussen har fået tilføjet version 2.0 i navnet, fordi vi har været så heldige, at familien har stillet yderligere cirka 25 værker til rådighed for udstillingen, så det er ikke helt den samme udstilling, siger Mie Hjort.

Fredag den 21. januar er det tid til årets første koncert. Det er den nok så kendte Søren Sko, der sammen med lydtroldmanden og keyboardspilleren Søren Møller præsenterer nye danske sange, engelsksprogede solosange og et par sange fra Sørens Skos deltagelse i ”Toppen af Poppen”. De to herrer kalder koncerten Vær’Sko.

Skulle nogle have lyst til selv at få fingre i kunstteknikker, holder Anne Cirkola et kursus, hvor hun med udgangspunkt i insekternes og larvernes smukke camouflage underviser deltagerne i akvarel og collageteknikker, samt at arbejde med farvelære, komposition, billedidé og strukturer, oplyser Mie Hjort.

Kurset foregår lørdag og søndag den 22.-23. januar.