Hun tilføjer, at det er sundhedsmyndighederne, der skal vurdere, om det er en fordel at give tredje stik til de ældre.
Per Larsen, der er sundhedsordfører for Konservative, mener ligesom Liselott Blixt, at det er myndighederne, der skal tage beslutningen, og han vil gerne have dem til at kigge på det.
– Hvis sundhedsmyndighederne kommer frem til en konklusion om, at der er grupper i befolkningen, der skal vaccineres en gang mere, bakker vi selvfølgelig op om det, siger han.
Enhedslisten er heller ikke afvisende over for, at et tredje stik kan komme på tale.
– Det er vi fuldstændig åbne over for.