Købmandskæden Spar tilbyder igen i år at køre folk hjem til jul. Der bliver indsat julebusser på 53 ruter, og en af dem er her på øen.
Julebusserne kører 22. december, og den bornholmske kører fra Rønne Havn til Hasle via Aakirkeby og Gudhjem. Der er Spar-butikker i Aakirkeby, Gudhjem og Hasle.
Man kan få et gratis lift ved at tilmelde sig via Spars hjemmeside. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet.
Det er 10. gang, Spar indsætter julebusser. I den anledning får årets passagerer en gavepose med udvalgte varer fra Spars sortiment, fortæller dagligvarekoncernen Dagrofa, som står bag kæden.