Spansk-dansk gourmetvirksomhed slår sig ned på Bornholm

Spansk-dansk gourmetvirksomhed slår sig ned på Bornholm
Jacob Gotf redsen og Vanessa Fabiano laver ispinde i Aakirkeby. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 13. JUN 2020 • 16:52
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
13. JUN 2020 • 16:52
Tanken var egentlig at bringe det nordiske køkken til hjembyen Madrid og derfra videre ud i verden, da Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano åbnede forretning og produktion i 2017.

Men så besøgte parret Bornholm i 2018, og pludselig blev planen vendt fuldstændig på hovedet.

– Vi var egentlig bare på ferie, men blev totalt forelsket i øen og så købte vi et sommerhus, fortæller Jacob Gotfredsen.

Nu laver parret gourmetis på Bornholm, fremstillet af økologisk fløde og mælk tilsat bær og frugt.

- Spanierne kender næsten ikke noget nordiske bær og frugt, så da vi startede Nordikos var tanken at vi ville fremstille ispinde med rabarber, blåbær, hindbær, havtorn og stikkelsbær, for på den måde at introducere det nordiske køkken i Spanien. Nu laver vi dem så her i stedet for, for vi kan meget bedre lide at være på Bornholm om sommeren, fortæller Jacob Gotfredsen.

Han og Vanessa har begge eventyr i blodet og deler lysten til at omsætte de gode idéer til virkelighed. Hun er halvt spanier, halvt italiener, men er opvokset i Schweiz. Han er med egne ord ud af en københavnsk “projektfamilie“, uddannet læge med en fortid i biotech, mens Vanessa Fabiono har en fortid i international marketing. Parret mødte hinanden på CBS i København for 15 år siden, for de deler også et businessgen. De sidste ni år haft de haft base i Madrid.

I mellemtiden er de også blevet forældre. I disse uger sidder datteren på ti i lejligheden ovenpå isfabrikken i Jernbanegade og laver lektier on line. Efter ferien skal hun tilbage til den skandinaviske skole i Madrid.

Til tops i Madrid

Planen er at familien Gotfredsen-Fabiano tager et år mere i Madrid inden de flytter permanent til Danmark. Denne sommer er derfor tænkt som det første forsigtige skridt i retning af et nyt liv, og Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano har egentlig ikke travlt.

– Det tager tid at opbygge et brand. Der er jo ingen der kender os herovre, siger Jacob Gotfredsen. Erfaringerne fra de første år i Madrid har imidlertid givet parret selvtillid.

– Vores is endte på toppen af listen efter to år og fik virkelig god omtale på de sociale medier, siger Jacob. – Ja, vi har også været i spansk Vogue, indskyder Vanessa.

At parret valgte at etablere produktionsfaciliteter i Aakirkeby skyldes at Jacobs onkel, den københavnske konceptkunstner Thomas Hejlesen, er i gang med at istandsætte den gamle biograf i Jernbanegade i Aakirkeby. Der er masser af plads til hans kunstprojekt og produktion af gourmetis i den rummelige ejendom.

Nordikos forhandles indtil videre hos Fikumiku i Nexø og Bech i Snogebæk, men Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano regner med at føje et par steder mere til listen henover sommeren. I løbet af de næste to år sigter Nordikos efter at være repræsenteret i alle større byer på øen, samt på udvalgte lokalisationer ovre, fortæller parret.

Alle gider at tale med os

Den første måned på Bornholm har overbevist Jacob Gotfredsen og Vanessa Fabiano om, at de er kommet til det helt rigtige sted, både forretningsmæssigt og privat.

- Der foregår nogle raffinerede ting af virkelig høj kvalitet herovre. Der er rigtig mange små fødevarevirksomheder som er vokset, siger Jacob Gotfredsen og nævner Johan Bülow og Høstet som eksempler.

Bornholmerne har også taget godt imod Nordikos, fortæller de to isproducenter.

– Folk er usædvanligt venlige herovre. Alle gider at tale med os. Det er vi ikke vant til i Madrid. Der skælder de altid ud, griner Jacob Gotfredsen.

Nordikos-brandet passer desuden som hånd i handske til den bornholmske fortælling om kvalitet og bæredygtighed.

– Vi går udenom stabilisatorer og kunstige farver og den slags gøgl, og holder os til bornholmske råvarer, bornholmsk mælk og fløde og Madagascarvanilje. Det koster ti gange så meget som almindelig vanilje, men vi ønsker ikke at gå på kompromis med kvaliteten. Derfor er Bornholm det perfekte sted til en start-up som vores.