Ikke kun i forhold til folkeskolen, men også andre af samfundets store udfordringer, efterlyser Sofie Carsten Nielsen hjælp til. Gerne ude fra magtens centrum på Christiansborg. Hun "låner" gerne sit job ud til mennesker, som sidder inde med gode idéer.
– For jeg tror på, at der findes en person derude med en ny idé til, hvordan vi former fremtidens skole, som vi ikke selv er kommet på inde på Christiansborg.
– Og jeg tror inderligt på, at vi har brug for nye tanker, nye idéer og nye mennesker i dansk politik. For vi kan som Einstein sagde ikke løse vores problemer med den samme tankegang, der skabte dem. Vi må tænke nyt, siger Sofie Carsten Nielsen.
– Jeg håber, der sidder rigtigt mange derude, som savner at være mere involveret i udviklingen af vores samfund, end krydset i stemmeboksen hvert fjerde år lægger op til, siger den radikale leder.