Søren Pind: 'Vi har ladet dem, der ville stille op til elevrådet, få magten over os'

PINDS PERSPEKTIV

Den er forvirrende. Tiden. Løkke går mod venstre. Med lille v. Men nu har han selvfølgeligt heller ikke brug for Inger Støjberg mere. Må man tro. Efter at hun en årrække var hans garant for en stenhård udlændingepolitik, og jævnligt blev trukket af stald for at udstille Socialdemokraterne som slappere. I stedet kom hun, Mette Frederiksen og Rasmus Stoklund i venindeklub.

Rohde har forladt de radikale. Alt det gramseri blev ham for meget. Og har nu kastet sig i favnen på den fagre Isabella, dansk politiks svar på Maria Magdalene. Så meget desto mere passende, at Rhode søger tilflugt dér i sin jagt på en ny politisk identitet.

Men hvad med vælgerne? Hvad med os? Normalt plejer jeg at sige, at politikerne blot er genspejlinger af os selv. Jeg er ikke så sikker længere.

For mig ser det mere og mere ud som om, politikere er blevet en klasse – politik et erhverv. Det står og falder med, om man er med. Ens liv bryder sammen, hvis man ikke er der.

Naturligvis kan Løkke, Rohde, Ida Auken alle have deres helt særlige grunde for at prøve lykken partimæssigt andensteds. Det store idealistiske projekt – altså for Danmarks skyld. Måske. Det kan være, det også var det, der drev Jesper Petersen, Astrid Krag og hvad har vi. Men det er svært at se, synes jeg. Når man for nogles vedkommende er inde i det tredje partiskift, må man spørge sig selv, om det at mene noget – at være noget bestemt og ikke alt, hvad der måtte byde sig til – at have en identitet og en integritet er blevet ligegyldigt i forhold til bare at være med.

Mit bedste bud er, at det kan vi næppe være tjent med. Noget af det storslåede ved Bornholms genkomst er erkendelsen af, at kultur betyder noget. Det at kunne noget andet end alle de andre. Nogen kalder det at være anderledes. Man kunne også kalde det at være sig selv.

Uden kultur er der ingenting. Diskussionen om det bornholmske sprog uden at det bornholmske sprog eksisterede eller havde eksisteret, ville være mærkeligt, ikke sandt… Moderne politik er blevet identitetens ophævelse. Det er trangen til at blive set, til at være med, til at bestemme. Hvad der bestemmes, det er derimod knapt så vigtigt.

Da jeg startede i Venstre på Bornholm var der mange, mange medlemmer – en del anerkendte i deres lokalsamfund. Anerkendt for et virke, for et ansvar, for et selvstændigt liv. Det var en blanding af folk, der drev selvstændig virksomhed, og som ved siden af følte et ansvar for samfundet – Danmark. Der er stadig nogle. Men de er blevet meget færre.

Selv jeg har trukket mig ud af politik. Andre gjorde det længe før mig. Endnu flere blev helt væk. Den brutale sandhed er, at vi har overladt magten til dem, der rakte hånden op, når læreren spurgte, hvem der ville sidde i elevrådet. Det kan man af gode grunde ikke bebrejde dem. Men enhver kan også huske, hvem det var, der rakte hånden op. Og hvad det betød. Når jeg fortæller dette på foredrag rundt omkring i landet, kommer der altid en latter fra publikum – for vi kan alle huske det. Men det er tragikomisk. Ikke egentligt sjovt. Det kommer vi til at tage livtag med i de kommende år. Svend Andersen og Niels Anker Kofoed udsprang af en anden tid. Den var ikke altid bedre. Men der var identitet og sammenhæng. Mellem valgte og vælgere, folk og folkestyre. Tiden skriger på den sammenhæng. Det rækker ikke med et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år. Det ville være dejligt, om det fulgte et krav med til vore folkevalgte: Et krav om et virke ved siden af politik. Som tillidsmand, bonde, lærer, politimand, selvstændig. At vi vidste, at vore folkevalgte kunne noget andet. For min skyld kan man godt give et vederlag, der afspejler ansvaret – altså et højt et af slagsen. Men det må ikke være det eneste, folk kan i deres tilværelse. Man skal kunne tage greben på ryggen, sige det var det og forlade grebningen med ære og værdighed for dernæst at tage fat på det næste kapitel. Ikke flakke hvileløst rundt, uden mål og med, for at springe på enhver isflage der nærmer sig. Et folkestyre uden folk ender ikke et godt sted.

Søren Pind

Skriver hver anden uge Pinds perspektiv på tidende.dk

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.