Torsdag 19. juni 2025 • 11:30

Se billederne: Nye beboere i Almindingen

Se billederne: Nye beboere i Almindingen
Skovrider Søren Friese i Naturstyrelsen fangede med sit kamera et billede af den nye kalv fra maj. Billedet blev delt på Naturstyrelsens Instagram. Foto: Søren Friese
Journalist

To nye kalve er kommet to verden. Bisonflokken består nu af 11 dyr, efter Naturstyrelsen sidste år måtte aflive en tyr, og en kalv i år er død.

Bornholm er blevet to bisoner rigere.

Den første nye kalv kom til verden i starten af maj, mens den anden kun er cirka en uge gammel.

Det er en glædelig nyhed, lyder det fra Georg Ask Marker, der er naturformidler i Naturstyrelsen Bornholm.

– Det er altid dejligt, når der kommer nye bisoner. Det er vi glade for. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke kom nye bisoner, når vi har nogle kønsmodne køer derude.

Kalven, der kom til verden i maj, er allerede blevet præsenteret for verden i et opslag på Naturstyrelsens Instagram, men den anden har endnu fået lov til at gå rundt i Almindingen uden omverdenens øjne på sig - indtil nu.

De to kalve blev nemlig set gående over vejen, hvor bilister kunne iagttage dem på klos hold.

Nogle gange bliver skoven lukket af, hvis der kommer flere nye bisoner inden for en kort tidsperiode.

– Men når der kommer en ad gangen med en god måneds mellemrum, så er det okay, at skoven er åben. Man skal være en smule mere forsigtig, når der er bisonkalve, fordi når bisonkalvene er helt nye, så er koen ekstra beskyttende, så skal man holde ekstra afstand, også selvom de er nuttet at se på, siger Georg Ask Marker.

Naturstyrelsen anbefaler altid, at man holder 100 meters afstand fra bisonerne.

På en køretur gennem Almindingen måtte bilerne stoppe op, da en flok bisoner med to nye kalve passerede vejen. Foto: Jakob Nørmark
På en køretur gennem Almindingen måtte bilerne stoppe op, da en flok bisoner med to nye kalve passerede vejen. Foto: Jakob Nørmark

En tyr og en kalv er død

I 2012 blev i alt syv bisoner sat ud i Almindingen - én tyr og seks køer. Naturstyrelsen har løbende kunne dele nyheder om flere kalve, der er kommet til, men på trods af flere nyankomne dyr, så er bestanden ikke vokset synderligt.

I juni sidste år kom en ny kalv også til verdenen, og på det tidspunkt bestod flokken af 11 dyr, men siden da har der været to dødsfald i flokken, siger Georg Ask Marker.

– I efterårets sidste år aflivede vi en tyr, der var kommet til skade under brunsten. Og så er der en kalv fra sidste år, som er død her i forsommeren i år.

Naturstyrelsen kender ikke dødsårsagen på kalven fra sidste sommer, fordi dyret havde ligget et par dage, før den blev fundet, og derfor var den svær at obducere.

– Men vi havde set den få dage før, hvor den så sund og rask ud.

– På den her tid af året, skal dyrene til at omstille deres mave til frisk græs, og det kan godt være et problem. Der kan eksempelvis være tale om en genetisk defekt, der vanskeliggør omstillingen. Det kender man også fra heste og kvæg, at de kan få ret alvorlige problemer med maven, og vi ser også at der er rådyr i naturen som går til på grund af fødeskiftet. Det er en mulig teori, men vi ved det ikke, og vi har ikke noget perfekt bud på det, siger han.

Generelt er der dog en høj dødelighed blandt helt unge europæiske bisoner, forklarer han.

Gør man noget ekstra for at sørge for, at det ikke sker med de to nye kalve?

– Nej, det er jo naturens gang. Men vi holder altid øje med dem, og hvis vi kan se, at der er noget galt, så sætter vi dem under skærpede observation og tilkalder en dyrelæge. Men der er ikke rigtig så meget at gøre, hvis man ikke har indikationer på, at der er noget galt.

– Vi har et ret grundigt tilsyn med vores bisoner. De bliver tilset flere gange om ugen.

Bevarer arten

Bisonskoven blev i 2012 indviet med seks bisonkøer og en bisontyr. Bisonerne på Bornholm er en del af et større avlsprogram, der skal hjælpe med at bevare den europæiske bison. En række europæiske lande deltager i programmet ligesom Danmark.

Udover at bevare arten, så styrker bisonerne også biodiversiteten, når de spiser småtræer og buske, så der kommer lysere skov. Også nå bisoner tramper i jordbunden gavner det naturen. Det skaber såbede og levesteder for planter.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT