KØB ABONNEMENT
NOTITS / 6. OKT • 12:00

Så meget samlede de ind på Bornholm

Så meget samlede de ind på Bornholm
Røde Kors får stigning i donationer til dette års landsindsamling. Fotograf: Miriam Nielsen

Den nationale landsindsamling for Røde Kors løb af stablen i søndags, hvor mange nok bemærkede de frivillige indsamlere, som gik fra dør til dør og samlede donationer.

Formanden for Røde Kors Bornholm, Andreas Ipsen, meddeler, at den samlede donerede pengesum her på Bornholm blev 63.796 kroner.

Det samlede resultat på landsplan endte på 15 millioner kroner, hvilket er én million mere end indsamlingen i 2025 og to mere end i 2024.

– Det er et flot resultat, som jeg selvfølgelig er rigtig, rigtig glad for. Det viser, at opbakningen til den humanitære indsats og til en indsamling som denne er stor, og at danskerne gerne vil hjælpe dem i verden, der har mest brug for det – både internationalt og herhjemme. Pengene giver os mulighed for at hjælpe flere der, hvor behovet er størst. Det gælder ikke mindst nogle af de steder, som måske ikke får allermest opmærksomhed, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl til Ritzau.

I udlandet går pengene fra landsindsamlingen til at støtte mennesker, der bor i områder med krig eller katastrofer, og som har brug for mad, vand, bolig, medicin, lægehjælp og psykisk førstehjælp. I Danmark går støtten blandt andet til socialt sårbare børnefamilier.









FÅ ABONNEMENT