Politiet har indført nultolerance – så mange har fået bøder

Politiet har indført nultolerance – så mange har fået bøder
Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 12. AUG 2020 • 11:23
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
12. AUG 2020 • 11:23
Sommerliv

For tre uger siden annoncerede Bornholms Politi, at kursen over for personer, der spiller høj musik til gene for andre, ville blive skærpet. Politiet meddelte, at de som noget nyt ville uddele bøder uden foregående advarsler, og at musikanlæggene ville blive konfiskeret – med permanent virkning – hvis ikke bøden på 2.000 kroner satte en stopper for larmende opførsel.

I de forgangne to uger er fem personer blevet sigtet på den bekostning, oplyser Bornholms Politi. Det har endnu ikke været nødvendigt at gribe til beslaglæggelser af højttalere,

Politikommissær Morten Toborg bemærker, at politiet har modtaget flere anmeldelser om musik til ulempe, men patruljerne har ikke hver gang haft tid til at rykke ud. Desuden kan der have været anmeldelser, hvor festen ikke blev vurderet højlydt nok til at retfærdiggøre en sigtelse.

Politiets opgørelse går fra 27. juli til og med 8. august og indeholder således ikke den første uge af nultoleranceperioden, hvor politiet tidligere har oplyst, at mindst én person blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Sommeren igennem har politikredsene i hele landet fået usædvanligt mange anmeldelser om høj musik ud på aftentimerne. Bornholms Politi har tidligere vurderet, at de strikse corona-regler i nattelivet, der holder diskotekerne lukket, har fået mange unge til at feste andre steder, ligesom den stigende udbredelse af soundbokse – kraftige, bærbare højttalere – kan spille ind.