Piazza Pia inviterer på kunst og musik hver lørdag

Beliggenheden var afgørende for, at Pia og Benny Alenius i 2016 flyttede fra Skåne til Rø.

– Vi havde boet flot på en gård i Skåne i 16 år. Men nu var Benny blevet pensionist, og der skulle ske noget nyt. Vi ledte efter et hus i Sverige, men der var ikke noget, der føltes rigtigt. Så var vi så heldige, at vi fandt det her.

Pia Mörtensjö Alenius, 63 år, og Benny Alenius, 68, viser rundt på deres ejendom på Lindeskovvej i udkanten af Rø by, og de er på vej til at vise, hvad de mener, når de siger, at beliggenheden var afgørende.

I et hjørne af den store have er der bygget noget, der ved første øjekast ligner en stor badetønde. Der er nogle få trin op, og så befinder man sig i Skybar Rø. Herfra er der ud over rapsmarken udsigt til havet og på de gode dage også til Christiansø.

– Christiansø er en mystisk ø. Nogle gange er den væk. Andre gange ligger den oppe over havet, siger Benny Alenius.

– Og så er Rø meget centralt placeret. Den burde være hovedbyen på Bornholm, mener han.

At parret skulle slå sig ned på Bornholm var dog ikke helt tilfældigt. De var kommet på øen igennem mange år og blev forlovet under et ophold på Bornholm.

– Vi talte også om at flytte til Spanien. Men vi tænkte, at der ville blive alt for varmt, og naturen var for kedelig. Jeg er jo skåning og vil gerne kunne kigge til Skåne, og så ligner Bornholm på mange måder Skåne, siger Benny Alenius.

Nu gælder det kunsten

Pia Alenius er uddannet dekorationsmaler, og hun har arbejdet som sosuassistent. Men den store passion er at male, og hun står netop foran at skulle udstille i Rådstuen i Sandvig.

– Da vi flyttede hertil, besluttede vi, at jeg skulle koncentrere mig om min kunst. Jeg har malet i 40 år, men har altid haft andet arbejde, fortæller hun.

Som det første efter indflytningen på Lindeskovvej etablerede parret det lille Galleri 9, hvor Pia Alenius udstiller sine malerier.

Pia bruger en teknik, hvor hun maler med en paletkniv.

– Jeg går meget i naturen og bliver inspireret, og så kommer det ud i mine malerier. Jeg plejer at sige, at jeg maler indre landskaber, siger hun.

Musik på torvet

– Vi har åbent i galleriet hver lørdag eftermiddag. Så fik vi en idé om, at der også skulle være noget musik, og det slutter vi nu af med hver lørdag eftermiddag, fortæller Benny Alenius.

Det var ganske nærliggende, for Benny er musiker og har undervist på en musikskole i 36 år. Han spiller guitar og kontrabas og har spillet musik i mange forskellige genrer – alt undtagen dødsmetal, siger han.

– Fidusen er, at det er en duo, som spiller. Mig og så en gæsteartist, og nogle gange kun mig.

De første to lørdage med musik på Piazza Pia - det lille torv med blandt andet et fint figentræ til at understrege den sydlandske stemning, som parret har etableret foran galleriet – har der været cirka 10 besøgende.

– Det er en prøve. Kommer der lige så mange hver gang, er det en succes.

Lørdag er der igen åbent i galleriet og musik på det lille torv. Denne gang med Henrik Jespersen på saxofon og Benny på kontrabas.

– Vi har lidt fællessang hver gang, med både danske og svenske sange, det kan folk godt lide.

Selv om Benny Alenius egentlig var gået på pension, er det rygtedes, at der er kommet en svensk tilflytter, der spiller kontrabas. Det har givet nogle job ude i det bornholmske sommerland, og han har også enkelte opgaver i kirker i Malmø.

En del af samfundet

– Vi betaler jo skat her. Det er der mange københavnere, der ikke gør. Vi kan godt mærke, at det gør, at mange har en mere positiv indstilling til os. Vi er en del af samfundet her, siger Benny Alenius som et indspark til fleksboligdebatten, som også verserer i Rø.

– Skatten i Danmark er høj, men sikke en sundhedspleje, man får, og man kommer hurtigt i behandling. I Sverige er der meget længere ventetid. Da det blev rigtig alvorligt for mig, blev jeg sendt til behandling i København med bus, gratis, og jeg fik endda en madkupon, siger Benny Alenius.

Om Bornholm bliver slutdestinationen tør de ikke sige:

– Vi elsker at være her. Nu skal vi have det sjovt i nogle år med galleriet og musikken, og så må vi se, slutter Benny Alenius.