Patienter på hospital kan få besøg igen

Patienter på hospital kan få besøg igen
Styrelsen for Patientsikkerhed forlænger ikke sit påbud om besøgsrestriktioner på landets sygehuse. Dermed kan patienter igen få besøg af deres pårørende. Foto: Berit Hvassum
| 15. APR 2021 • 13:40
Henrik Nielsen
Journalist

15. APR 2021 • 13:40

RESTRIKTIONER

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud om besøgsrestriktioner på landets sygehuse er udløbet. Det betyder, at patienter igen kan få besøg af deres pårørende. Det skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der ikke er grund til at forlænge de restriktioner, der siden efteråret har holdt sygehuse lukket for langt de fleste besøg.

– Det er en rigtig god nyhed for landets patienter og deres pårørende. Det har stor betydning for det psykiske velbefindende, at man kan have sine nære omkring sig. Og så er det jo også tegn på, at vi generelt er i en bedre situation smittemæssigt, end vi var i efteråret, siger direktør Anette Lykke Petri i Styrelsen for Patientsikkerhed på styrelsens hjemmeside.

Hun henviser til de lave smittetal og til det faktum, at de ældste generationer og mest sårbare er vaccineret, samt at en høj andel af social- og sundhedspersonalet på landets sygehuse har fået første vaccinationsstik.

– Derfor vurderer vi, at det nu igen er sikkert at åbne for besøg. Men vi opfordrer selvfølgelig til, at man stadig husker at overholde alle retningslinjer under besøg på hospitalerne, siger Anette Lykke Petri.