Ork!

KLUMME

Bedstefar og bedstemor: Hvad lavede I under nedlukningen 2020-21?

Først på ugen kom der endelig en plan for genåbning af samfundet. Så småt begynder vi at kunne vende tilbage til livet, som det var før 11. marts sidste år. Men selvfølgelig bliver det ikke det samme liv, vi vender tilbage til. Coronanedlukningen er en kollektiv erfaring, som vil sætte præg på os alle sammen i lang tid fremover. Vi vil komme til at se skævt til folk, der hoster i offentligheden, kommer for tæt på os, udspyr rabiate konspirationsteorier, den slags.

Men vi har også været væk fra så mange af de ting, vi plejede at gøre, at vi nødvendigvis vil komme til at spørge os selv, om vi automatisk skal genoptage dem, bare fordi vi kan? Var det virkelig de storbyferier, der definerede os som personer? Eller var det dem, vi var engang, og som vi af ren og skær vane fortsatte med at prøve at være? Hvor mange gange kan du genfinde dig selv på altanen i en Airbnb-lejlighed i 11. arrondissement, hvor du forestiller dig, hvordan det ville have været at være taget hertil for at blive digter og gå i hundene i stedet for at tage en uddannelse og stifte familie? Kommer du tættere på svaret af at tage den tur én gang til?

Coronanedlukningen er ikke bare en uges charterferie ved poolen og så hjem og fortsætte, mens man sniger en eksotisk glose eller to ind fra hvor man nu var: Coronanedlukningen er den fulde pakke, det er rygsæksrejsen jorden rundt i et år. Bare foretaget hjemme på matriklen.

Vi er blevet nogle andre under nedlukningen. Ikke bare fordi vi har købt sommerhus og bygget udestuer for de penge, vi ikke har brugt på kulturrejser, eller fordi vi har vandret ad Højlyngsstien i knirkende nye vandrestøvler købt sammen med en bunke andet friluftsgrej på nettet, fordi nu skulle vi være naturforbrugere, når vi ikke længere kunne være kulturforbrugere.

Der er sket noget med os.

Afbrækket

Coronanedlukningen har været et afbræk, og afbræk er muligheden for at vælge at gøre tingene anderledes på den anden side af den påtvungne pause. Coronanedlukningen er ikke bare en uges charterferie ved poolen og så hjem og fortsætte, mens man sniger en eksotisk glose eller to ind fra hvor man nu var: Coronanedlukningen er den fulde pakke, det er rygsæksrejsen jorden rundt i et år.

Bare foretaget hjemme på matriklen.

Det er så markant en begivenhed i vores alles liv, at det ville være fuldkommen forrykt ikke at have brugt den til bare et eller andet. Det betyder ikke engang så meget hvad, for lad os indse det: Alt er efterhånden bedre end endnu en aften henslæbt på sofaen og endnu en weekend, hvor du skal ud at se de samme vandfald som alle andre, fordi det er, hvad der er at gøre.

For der vil komme et tidspunkt, hvor du vil tale med andre – børnebørn, venner, en eller anden fulderik, der sidder for tæt på i baren og hoster på dig – om, hvad I lavede under nedlukningen. Hvordan I fuldstændig omdefinerede jer selv.

Men hvad kan du egentlig svare?

1. Du læste bøger

Selvfølgelig er du da sådan en, der læser bøger, og nedlukningen var den perfekte anledning til at læse endnu mere, fordi du ikke skulle andet.

Men … hvordan går det egentlig med dét?

Hjernen er gået i nedlukning, rastløsheden er blevet en permanent tilstand, og pyjamasbukserne under bordet til Zoom-møderne matcher den dvale, resten af dig befinder sig i.

Du kan ikke tage dig sammen til at læse.

Det er du nødt til.

For nogle år siden erkendte min kone, at hun ikke længere fik lystlæst så meget, som hun syntes, at hun burde. Og ja, der er en indbygget modsætning i den sætning: At man bør læse af lyst. Hendes løsning var omtrent den samme, som den er det i næsten enhver anden sammenhæng, hvor hun skal have styr på noget: At lave en liste. Specifikt satte hun sig det overskuelige mål at læse minimum én bog om måneden, som ikke var studie- eller arbejdsrelateret. Der var ikke noget minimumssideantal, ingen genrekrav: I første omgang handlede det bare om at læse.

Da jeg nogle år senere selv fandt ud af, at jeg heller ikke længere læste så meget, som jeg gjorde før, fordi der gik arbejde i aftenerne, lavede jeg den samme model for mig selv. Den kan nemt udbygges ud fra, hvad ens forudsætninger er: Man skal læse så og så mange bøger, en vis andel af dem skal være store murstensromaner, man skal læse i flere forskellige genrer – digte, science fiction, debat, biografier – man skal læse på flere forskellige sprog. Man skal læse både mænd og kvinder og fra tre forskellige verdensdele.

Det er dét, du kan sige, at du gjorde.

2. Du lærte dig selv at spille på et instrument

"Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!" formanede HKH Dronning Margrethe II i sin nytårstale i 2017, og straks begyndte vi alle sammen at brodere korssting, indtil vi nåede midten af januar og igen sad med computeren hver aften eller kampstenede "Game of Thrones", eller hvad det nu var, vi så dengang.

Hvormed vi strengt taget levede op til opfordringen: At se TV-serier er noget af det mest unyttige, man kan foretage sig, også selvom man bagefter skriver klummer om dem eller bruger dem til at analysere den aktuelle politiske situation og overbeviser sig selv om, at det retfærdiggør alle de aftener, hvor man sad og heppede på dragerne mod skeletkrigerne.

Men som hos en anden Svend Brinkmann var der selvfølgelig en dybere mening med det: Vi skulle ikke bare gøre noget unyttigt for at holde op med at fylde internettet og avissiderne med holdninger. Vi skulle gøre det for at lære noget om os selv.

Og det er faktisk ikke særlig unyttigt.

Så når dit fremtidige barnebarn spørger dig, hvad du lavede under nedlukningen, hiver du en banjo frem fra under sofaen og spiller en af Bachs engelske suiter på den. Og indtil da har alle de timer, hvor du har været fokuseret på at lære at sætte dine uduelige pølsefingre det rigtige sted på gribebrættet og har bandet over, at det blev ved med at lyde forfærdeligt, lige meget hvad du gjorde, været brugt på noget, ingen havde behov for – andre end dig selv. Du har bevist overfor dig selv, at du var vedholdende nok til at lære at spille banjo.

(Og nu må du godt holde op igen.)

3. Du løb øen over ende

"Vi løber, som havde vi fanden i hælene. Vi løber neuroser og søvnløshed af os, mens vi lytter til podcasts om pandemien. Længere, hurtigere, oftere," skrev forfatteren og krigskorrespondenten Åsne Seierstad sidste forår i essayet "Udsigt fra et højt sted" i Weekendavisen.

I hendes Oslo-velhaverforstad havde beboerne reageret på den første nedlukning med en manisk motionsdyrkelse på stierne. I hobetal havde de hver for sig søgt op på fjeldet, sådan som nordmændene altid gør, forklarede hun: ”For nordmænd er naturen et trygt sted. Trofast og stærk. Sådan som vi gerne vil tro, at vi også selv er. Støbt i granit, hugget ud af fjeldet.” Deres liv var forandret, og selvom det sådan set først og fremmest betød, at de skulle arbejde hjemmefra og ikke kunne tage på ferier og konferencer – og ikke at de mistede deres arbejde eller udsatte sig selv for smittefare i coronabekæmpelsens frontlinje – var de nødt til at gøre noget uden at kunne gøre noget reelt.

Så de løb.

For da alt lukkede ned, kulturinstitutioner, butikker, spisesteder, var det, hvad der var tilbage: Naturen og et par løbesko at underkaste den sig i.

Det samme gjorde vi. Løb alle de steder på Bornholm, vi ikke havde løbet før. Løb øen rundt i etaper, hoppede fra vippesten til klippestykke, gled rundt i smat under trækronerne, løb om kap med solnedgangen efter at være faret vild ved et granitbrud og skulle finde tilbage til bilen, før den forsvandt i mørket.

Det ændrede ikke noget.

Når vores børnebørn engang spørger os, hvad vi foretog os under nedlukningen, kan vi svare dem, at vi intet kunne foretage os. Men at vi alligevel orkede at gøre noget, og at det på sin egen måde var helt godt, faktisk.

Og vil du høre en sang til på banjo?

Hov, hvor blev du af?

Tegning: Jørn Villumsen

Jon Albjerg Ravnholt

er magasinredaktør og kommerciel journalist på Bornholms Tidende. Han har ved redaktionens afslutning læst seks bøger i år på tre sprog, men ingen af dem af kvindelige forfattere. Han har også fået løberknæ igen, men han har ikke lært at spille banjo endnu.