Om onsdagen kan du igen gøre en god handel på Allinge Havn

Om onsdagen kan du igen gøre en god handel på Allinge Havn
Annelise Lundt glæder sig over, at markedet i år blev en realitet og onsdagens fremmøde overraskede hende postitivt. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 12. MAJ 2021 • 20:02
| ABONNENT
12. MAJ 2021 • 20:02

LOPPEMARKED

Det er onsdag i Allinge, og igen er der mulighed for at gøre en god handel på havnen. Onsdagsmarkedet er tilbage i Allinge, og det har været længe ventet ifølge Annelise Lundt, der er koordinator for markedet.

– Det er pragtfuldt at komme ud igen. De fleste af os bag boderne er pensionister, og vi har jo været lukket inde under corona. Alt har været aflyst. Så det er dejligt at vejret holder, og vi kan stå her i dag, siger Annelise Lundt.

Selvom solen var gemt væk bag dis fra mosekonens bryg, var der højt humør at spore blandt de fremmødte handlende. Folk gik rundt mellem boderne og kiggende ned mod de solgte varer. Denne onsdag formiddag kunne du købe alt fra strikkede elefanter til relieffer fra Søholm. Der var smykker, tøjdyr, LP'er, bøger, keramik, dukker, porcelæn og massere af striktøj til store og små.

– Mange af os har jo siddet hjemme og strikket en hel del den seneste tid," siger Annelise Lundt.

Til trods for et middelmådigt vejr var der rigeligt med handlende til onsdagens marked i Allinge. Foto: Jens-Erik Larsen

Tæt på lukning

Men faktisk var Annelise Lundt slet ikke sikker på, at markedet i år ville blive til noget. En voldsom og pludselig stigning i prisen for at leje pladsen på havnen var ved at gøre ende på markedet i Allinge. Før var lejen af pladsen på 14.000 kr., pludselig stod regningen på hele 44.000 kr., hvilket altså var mere, end der var råd til.

De samme politikere, der havde øget prisen, vendte pludselig på en tallerken. Ifølge Annelise Lundt var det som følge af en offentlig bevågenhed på den pludselige prisstigning. Med et kunne markedet stå på havnen ganske gratis fremover.

Dagens fremmøde vidner også om, at opbakningen til markedet er ganske stort. Til trods for et lunkent og tåget vejr var havnen godt pakket med boder og mennesker, der alle var mødt op onsdag formiddag for at gøre en god handel.

– Jeg er helt overrasket over dagens fremmøde. Det er fantastisk!, siger Annelise Lundt.

Over sommeren håber Annelise Lundt at det store fremmøde vil fortsætte.

– Vi plejer jo gerne at have mange tyske turistet, men sidste år var vi simpelthen overrendt af danske turister. Så her blev handlet, siger Annelise Lundt.

Markedet finder sted på Allinge Havn hver onsdag fra 10-14. I sommerperioden når børnene går på skoleferie bliver markedet både til et onsdags- og fredagsmarked. 

 

Til trods for et middelmådigt vejr var der rigeligt med handlende til onsdagens marked i Allinge. Foto: Jens-Erik Larsen