'De køber stort ind'

'De køber stort ind'
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. APR 2020 • 15:35
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
20. APR 2020 • 15:35
At Provianten Gudhjem er mere end blot bar og spisested, er meget tydeligt under coronakrisen. Også til daglig opererer Provianten som økologisk vinhandel, men det er ikke noget, alle er klar over ifølge medindehaver Maria Gill. Det bliver dog tydeligt, efter forretningen er flyttet ud under åben himmel uden for havnebaren, hvor Maria Gill står bag to borde læsset med franske vine.

– Det går overraskende godt. Jeg havde egentlig ikke planer om at bestille forsyninger, men efterspørgslen har været så stor, at jeg gjorde det alligevel, fortæller hun, da Bornholms Tidende kigger uanmeldt forbi.

Placeringen er praktisk, for kunder kan bare trille forbi i bil og rulle vinduet ned, hvis de ønsker at være forsigtige.

Under coronakrisen køber kunderne gerne flere flasker ad gangen, fortæller medindehaveren af Provianten.

– Når folk kommer ud de her dage, køber de stort ind, siger Maria Gill, der blandt andet tilbyder karantænekasser – det vil sige seks flasker.

Mere bevidste forbrugere

Hun fornemmer, at coronakrisen har fremkaldt en bevidsthed om at handle lokalt og i det hele taget leve en på anden måde, der adskiller sig fra ellers indgroede rutiner.

– Folk er meget bevidste om at støtte sådan nogle små som os i stedet for at købe vin i brugsen. Det er som om, alle handlinger bliver overvejet meget grundigt for tiden. Jeg ser en øget bevidsthed om at træffe aktive valg, som også gør, at man køber lidt mere biodynamisk vin, siger hun.

De aktive valg strømmer også i den anden retning – fra vinhandlen mod leverandørerne, der hovedsageligt er sydfranske vinbønder med lille økologisk produktion. De er enormt presset for tiden, da afsætningen til restauranter, som er afgørende for de fleste af Proviantens leverandører, er gået totalt i stå i det meste af verden.

– Vi skal passe på vores vinbønder, siger Maria Gill.

Vinhandlen på havnen holder åbent torsdag, fredag og lørdag.