Nyt krisecenter for unge får også besøg fra Bornholm

Joannahuset er Danmarks første krisecenter for børn og unge, og på de bare tre måneder, centret har haft åbent, har 50 børn og unge søgt hjælp her. Mindst en af dem er kommet fra Bornholm, fortæller Joannahusets stifter og leder, socialrådgiver Jette Wilhelmsen.

– Vi er et landsdækkende tilbud til børn og unge, der står i en akut situation og har brug for hjælp. Der kommer børn og unge fra mange forskellige steder i landet, og vi har haft besøg af en ung fra Bornholm allerede, siger hun.

Mangler et sted at være

Joannahuset værner om børnene og de unges ret til selv at bestemme, om deres historie skal fortælles, derfor kan Jette Wilhelmsen ikke gå ned i den enkelte unges sag fra Bornholm, men hun fortæller, at dem, der kommer i Joannahuset typisk kommer, fordi de mangler et trygt sted, hvor de kan få ro og hjælp.

– De børn og unge, der kommer i Joannahuset, kommer typisk fordi de ikke længere kan være der, hvor de er. Det kan enten være, at de er gået hjemmefra, kommer fra gaden eller er anbragt og har problemer, der gør, at de ikke kan være der længere. De har meget forskellige baggrunde, men alvorsgraden af deres problemer er høj. Det er typisk børn, der har levet med vold i hjemmet eller har forældre, der har misbrugsproblemer eller psykiske lidelser, siger Jette Wilhelmsen.

Ifølge hende kommer de unge ofte til Joannahuset som en sidste udvej, når de ikke får hjælpen andre steder.

– Det er min oplevelse, at dem, der kommer hos os, er børn og unge, der virkelig har forsøgt at få hjælp af og samarbejde med systemet, men ikke rigtig har fået den hjælp, de havde brug for. De systemer, de har mødt, tager meget udgangspunkt i forældrenes interesser og rettigheder. Man ser familien som en enhed, en institution, hvor man skal løse problemerne sammen. Men det er nogle gange ikke det, de børn og unge har brug for, siger Jette Wilhelmsen.


På børnenes præmisser

I Joannahuset kan børn og unge i krise få omsorg, rådgivning og en seng at sove i, hvis de ønsker det, fortæller Jette Wilhelmsen.

Ifølge hende har dem, der kommer ind af døren, ofte først og fremmest brug for et sted, hvor de kan få en pause fra den situation, de står i, og hvor det er deres interesser, der bliver taget udgangspunkt i.

– Det er børn og unge, der har brug for at blive mødt, når de siger, at de ikke kan være i det derhjemme mere. De har brug for at blive taget alvorligt i deres behov. I Joannahuset giver vi dem et helle og en platform, som er indrettet til de unge, og som er på deres præmisser, siger hun.

Joannahuset har kun været åbent i tre måneder, men har allerede haft besøg af en ung fra Bornholm. Jette Wilhelmsen mener, at grundlaget for at udtale sig om de bornholmske systemer omkring udsatte unge endnu er for spinkelt, men hun vil gerne sige, hvilket billede, der generelt tegner sig i forhold til de unges oplevelser med kommunale systemer.

– Vi får generelt at vide fra de børn og unge, som kommer ind i Joannahuset, at de oplever, at det er svært at blive hørt og trænge igennem i de kommunale systemer. Jeg har selv arbejdet som socialrådgiver i systemet, og jeg tænker, at det er et generelt problem, at vi har systemer, der tænker, at problemer skal løses i familien, og systemer, der arbejder meget voksenorienteret, siger hun.

En fysisk børnetelefon

Det voksenorienterede system betyder, at det kan være svært for en barnestemme at trænge igennem for selv at skaffe den nødvendige hjælp, mener Jette Wilhelmsen.

– For eksempel har kommunen bestemte åbningstider, så hvis man skal have hjælp uden for åbningstid, skal man mange steder have fat i politiet for at få kontakt til en social døgnvagt. Det kan være svært som barn eller ung at skulle gå den vej, og de kan miste modet i den proces, siger Jette Wilhelmsen.

Hun mener, det skal være lettere for børn og unge at komme igennem, når de har behov for det.

– Det er vigtigt, at man kan komme igennem med det samme, når man endelig tager mod til sig og beder om hjælp. Det er vigtigt, at de bliver mødt i børnehøjde, og at man er der, når de har brug for det, siger hun.

Det udgangspunkt arbejder Joannahuset selv udfra. Her er der ikke åbningstider, og børn og unge kan komme, når de har lyst. De bestemmer selv, om de vil være anonyme, hvad de skal have hjælp til, og om deres forældre skal involveres.

– Vi er lidt en form for fysisk børnetelefon. Vi er neutrale og er ikke forpligtet til at tale med forældrene til børnene, medmindre de skal overnatte her i flere døgn. Vi giver anonym rådgivning, og så har man som barn selv mulighed for at bestemme, om vi skal tage kontakt til forældrene, fortæller Jette Wilhelmsen.

Tillid og rådgivning

Det første Joannahusets ansatte og frivillige gør, når et barn eller en ung kommer ind, er at give personen ro og tillid til stedet.

– Vi gør meget ud af, at de kommer ind i et hus, der er trygt og rart at være i. Det skal være et sted, hvor de har tillid til at dele det, der er svært. Det kan være, de har brug for en snak, et bad og noget mad eller rådgivning i, hvad de kan gøre og har ret til. Omsorgsdelen er vigtig, fordi det er med til at skabe ro og give en platform til at sætte ord på ens situation, fortæller Jette Wilhelmsen.

Joannahuset, der ligger i Store Søndervoldstræde i København, er bygget uden kontorer, og der kommer ingen voksne, udover dem, der arbejder der.

Når de unge er klar, kan de få rådgivning i, hvordan de skal komme videre og hvad de har ret til. Jette Wilhelmsen fortæller, at Joannahuset arbejder udfra et børne- og ungesyn, hvor børnene bliver set som selvstændige individer med ret til medbestemmelse.

– Vi arbejder på at styrke barnets eller den unges status i egen sag og forsøger at kvalificere dem til at være aktive i deres eget liv og gøre dem bevidste om deres rettigheder. For eksempel deres ret til at have en bisidder med, når de er i kontakt med offentlige myndigheder. Det er langt fra alle børn og unge, der ved, at de har ret til det, siger Jette Wilhelmsen.

Bag krisecentret for børn og unge under 18 år står Foreningen Joannahuset, der blev stiftet af Jette Wilhelmsen i 2017. Selve krisecentret har været åbent i tre måneder. Foreningen er støttet af forskellige fonde, virksomheder og private personer og har også modtaget en bevilling til opstarten af krisecentret fra Folketinget.