Nummer 1 og 2 til DM i økologi

Nummer 1 og 2 til DM i økologi
Spar-kædens interne DM i økologi er afgjort med topplaceringer til Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 6. MAJ 2021 • 12:33
Henrik Nielsen
Journalist

6. MAJ 2021 • 12:33

ERHVERV

I april holdt Spar-kæden sit interne danmarksmesterskab i økologi. Butikkerne i Aakirkeby og Gudhjem løb for andet år i træk med 1. og 2. pladsen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Det seneste år er brugt på at øge mængden af det økologiske varesortiment samt bornholmskproducerede varer inden for alle varegrupper. Og med 1. og 2.-pladsen i det netop overstået DM i økologi i Spar-kæden kan vi konstatere, at vores kunder kan lide denne nye satsning, siger købmand Egon Jensen Mondrup, som ejer begge butikker sammen med sin hustru Charlotte Mondrup.

– Det flotte resultat kan vi takke vores kunder for. Vi ønsker at være en butik, hvor alle har mulighed for at være grønne forbrugere, finde varer til fornuftige hverdagspriser og lidt luksus til de hyggelige stunder.

For både købmanden og personalet i de to butikker har øget kontakt til kunderne førsteprioritet. Der skal være tid til en snak, opsøgende hjælpsomhed og et godt arbejdsklima blandt personalet.


Købmand Egon Jensen har grund til at være glad. For andet år i træk blev Spar-butikkerne i Aakirkeby og Gudhjem nummer 1 og 2 i kædens interne danmarksmesterskab i økologi. Arkivfoto: Jacob Jepsen

– Vi går i skrivende stund og venter på afgørelsen af kåringen af Danmarks sødeste kassedame, hvor Else fra Spar Aakirkeby er blandt finalisterne. Den nominering er vi utrolig stolte af, siger Egon Jensen Mondrup i pressemeddelelsen.

Topplaceringerne bliver fejret med både personale og kunder. Når covid-19-restriktionerne tillader det, inviteres der til grillfest.