– Bornholm er en af Danmarks stærkeste turistdestinationer, der hvert år tiltrækker især danske, tyske og svenske gæster. Vi er derfor meget glade for fusionen med Bornholmtours, der går rigtig godt i spænd med vores øvrige forretning. Bornholmtours har igennem mange år oparbejdet en position som en af Bornholms vigtigste udlejningsvirksomheder med fantastisk service både overfor gæster og feriehusejere. Denne styrkeposition og den personlige betjening med lokal forankring tager vi naturligvis med ind i det nye set-up. Vi tager det bedste fra begge verdener med videre og ser frem til at byde Bornholmtours medarbejdere og husejere velkomne i Novasol -familien, siger Per Brogaard, kommerciel direktør hos Novasol i pressemeddelelsen.
Bliver i virksomheden
Bornholmtours mangeårige ejere, Lars Espersen og Kirstin Blomgren, bliver i virksomheden, for at sørge for en vellykket overgang under Novasols flag. Efter 15 år i front for Bornholmtours glæder de sig over udviklingen.
– Vi har haft 15 fantastiske år i Bornholmtours og glæder os nu over, at virksomheden går videre med Novasol, og på den måde får større muskler på det meget konkurrenceprægede marked, vi arbejder i. Vi er glade for, at Novasol vil drive forretningen videre i vores ånd med fokus på service og lokalkendskab. Vi ser fusionen som en win-win-situation for både Novasol og Bornholmtours – og selvfølgelig for Bornholm som en stærk turistdestination, siger Lars Espersen, direktør Bornholmtours, i pressemeddelelsen.